Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Tragisk store tal for prostitutionen i Spanien

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 21/09/2024 - 07:00

Klumme

Er damen med håret i samme farve som puddelhundene dog okay som prostitueret?

5. august 2024

Policía Nacional frigiver 18 kvinder, der har været udsat for seksuel udnyttelse i Aduna, Gipuzkoa. Kunderne tog til klubben for at indtage narkotiske stoffer.
I forbindelse med operationen blev ejeren af klubben og hans partner anholdt.
Begge er anklaget for forbrydelser mod arbejdstageres rettigheder og forbrydelser i forbindelse med prostitution.
Et beskyttet vidne fortalte politiet, at hun også var tvunget til at have seksuelle forhold til ejeren.

22. august 2024

I Madrid frigiver Policia Nacional seks seksuelt udnyttede kvinder og anholder otte personer. Ofrene blev tvunget til at arbejde 24 timer i døgnet og til at tage kokain.
De anholdte er anklaget for organiseret kriminalitet, hvidvaskning af penge og menneskehandel.
Kvinderne arbejdede som prostituerede under forfærdelige forhold og under konstant overvågning og kontrol af den ansvarlige kvinde og hendes fire kvindelige kontrollanter. Ofrene blev tvunget til at udføre alle former for seksuelle ydelser. Selv når de havde menstruation, skulle de arbejde med en svamp i skeden, så de kunne fortsætte med at have sex, uden at kunderne opdagede det.
 

Blot to eksempler

Om ikke dagligt, så modtager vi her på redaktionen konstant pressemeddeler fra politiet om befrielser af kvinder, der har været tvunget ud i prostitution af kriminelle organisationer og menneskehandlere.

På mandag er det den internationale dag mod prostitution og handel med kvinder og børn, og det er desværre alt for nødvendigt med fortsat fokus på problemet.

I Spanien er der cirka tre gange så mange prostituerede som i Danmark. Mindst 114.576 kvinder befinder sig i prostitution i Spanien, og 80 procent af dem er i risiko for at blive handlet videre til seksuel udnyttelse.

Balearerne, Catalonien og Valencia er blandt de autonome regioner med de højeste prostitutionsrater, ifølge de første resultater af makroundersøgelsen om handel med kvinder, seksuel udnyttelse og prostitution af kvinder.

Ministeren for ligestilling, Ana Redondo, fremlagde nogle af dataene fra undersøgelsen tirsdag på pressekonferencen efter ministerrådsmødet.

- Det er nødvendigt at have et omtrentligt tal for den skjulte befolkning, som det er svært at få adgang til, og som består af kvinder og piger, der er ofre for menneskehandel, seksuel udnyttelse og prostitution, for at kende problemets omfang og derefter kunne tage fat på det gennem offentlige tiltag, sagde ministeren.

En banebrydende undersøgelse i Europa

Makroundersøgelsen, der er banebrydende i Spanien og Europa, har analyseret flere end 645.000 prostitutionsannoncer på nettet og har konkluderet, at 0,56 procent af alle kvinder over 18 år i landet er involveret i prostitution. Ifølge Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, OSCE, annoncerer 75 procent af ofrene for menneskehandel og prostitution sig selv på nettet.

De fleste kvinder kommer fra Columbia med en andel på 28 procent, efterfulgt af Spanien med 13 procent og Brasilien og Venezuela begge med fem procent. 

Aldersmæssigt er 28 procent af kvinderne i prostitution mellem 18 og 24 år, 32 procent er mellem 25 og 36 år, 7 procent er mellem 37 og 45 år, og 1,6 procent er mellem 46 og 55 år. Derudover påpeger undersøgelsen, at 31 procent af annoncerne ikke korrekt afspejler alderen.

Når det gælder de forskellige regioner ligger Balearerne i top med 121 prostituerede per 10.000 indbyggere efterfulgt af Catalonien med 103 prostituerede. På en delt tredjeplads kommer Valencia og Cantabrien med 73. Gennemsnittet i Spanien er 56 kvinder i prostitution per 10.000 kvinder i den lovlige alder, svarende til 0,56 procent.

Undersøgelsen hjælper med at forstå omfanget af de organisationer, der misbruger og handler med kvinder, da op til 363 forskellige kvinders tilbud annonceres gennem det samme telefonnummer. 

- Dette er en realitet, som vi er nødt til at bekæmpe med alle de mekanismer, vi har til rådighed. Prostitution og menneskehandel er voldelige og grusomme manifestationer af ulighed, insisterede ligestillingsminister Ana Redondo på og fortsatte: 

- Dette er nogle af de data, som ministeriet har stillet til rådighed, men den fulde undersøgelse vil blive offentliggjort til oktober. Det er data, der vil tjene til at udforme offentlige politikker, der har til formål at udrydde dette slaveri, der fortsat eksisterer i det 21. århundrede.

I den forbindelse forsikrede Ana Redondo, at ministerrådet vil godkende anden runde af den omfattende lov om bekæmpelse af menneskehandel inden årets udgang Det vil indeholde mere dybtgående og direkte foranstaltninger for at afhjælpe denne situation.

Lov om afskaffelse af menneskehandel

Ministeren mindede om, at PSOEs lovforslag om at straffe alle former for alfonseri blev afvist af kongressen, selv om hun insisterede på, at hendes mål er at afslutte valgperioden med en afskaffelseslov i lighed med den franske.

- PSOE er et afskaffelsesparti, der opfatter afskaffelse som et mål for at sætte en stopper for en brutal ulighed, der ikke er bæredygtig i et avanceret demokrati som det spanske, advarede Ana Redondo.

I anledning af markeringen den 23. september af den internationale dag mod seksuel udnyttelse af og handel med kvinder og børn har Ministerrådet også godkendt en institutionel erklæring, hvori det fordømmer moderne slaveri, der bruger de mest sårbare mennesker som deciderede handelsvarer og åbenlyst krænker menneskerettighederne.

1972

Det var året, hvor Kong Frederik IX døde, og jeg var dreng. Fra vores dejlige hjørnevindue på 2. sal i Madvigs Allé på Frederiksberg var der udsigt til naboejendommen.

I stueetagen boede en dame, som jeg ikke kunne lade være med at lægge mærke til. Hun havde to hvide pudler, men når de var farvet lyserøde, var damens hår det også. Eller for den sags skyld lilla. Jeg bemærkede, at der var mange forskellige mænd, der ringede på hendes dør.

Min far havde et forsikringsagentur i nærheden og fortalte, at han havde hendes forsikringer. Når hun haltede lidt, skyldtes det, at hun havde et træben, som hun i øvrigt havde en speciel forsikring på.

På mit spørgsmål om de mange mænd fortalte min far, at hun var en kvinde, der glædede mænd uden hustruer med lidt kærlighed.

Det forstod jeg egentlig godt og har siden accepteret, at noget sådant eksisterer.

Hvad jeg derimod - næsten - ville give mit liv for at stoppe, er de hardcore-kriminelle. De, der lokker kvinder - og næsten også piger - fra fattigdom med løfter om et nyt liv i sus og dus, og som ender med at blive narkoafhængige for at holde de rædsler ud, som deres herskere kræver af dem.

Tilbage er så de hårdt udsatte - blandt andre - der i eget regi vælger delvis prostitution for at kunne brødføde deres børn, give dem tøj på kroppen og nogle gaver til jul og fødselsdag.

Hvor er de henne i vores opfattelse …?

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.
Torben Wilkenschildt

Kommentarer

Man er til bøjelig til at glemme.. Handicappede mænd .- Meget grimme mænd.--- Og Krigsveteraner...
De skal kunne få kontakt til den slags kvinder.
Da det er deres eneste mulighed, for at få lidt kærlighed.
Hvad dem angår, Gør prostitutionen et godt arbejde.

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.