Tre døde af svineinfluenza
Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 15/01/2014 - 11:07
Sundhed & sygdom
Dødelig svineinfluenza er mere udbredt end normalt for denne årstid, bekræfter sundhedsmyndighederne i Aragón. Her er tre personer døde, og...
Dødelig svineinfluenza er mere udbredt end normalt for denne årstid, bekræfter sundhedsmyndighederne i Aragón. Her er tre personer døde, og 18 personer er fortsat indlagt på intensiv. I alt er der registreret mange flere tilfælde.
De tre døde led alle af kroniske sygdomme, før de blev smittet med svineinfluenza, og har dermed været i en særlig risikogruppe.
Ikke vaccineret
Lørdag døde en 62-årig mand, der var indlagt på sygehus i Torrelavega i Cantabrien. I går eftermiddag døde en 76-årig mand, der havde været indlagt på intensivafdelingen på sygehuset i Zaragoza siden jul. Endelig har sundhedsmyndighederne i Murcia bekræftet, at en 50-årig mand er død af symptomer lignende dem ved svineinfluenzaen H1N1.
Ingen af de døde var vaccineret mod influenza, skriver spanske medier.
I Aragón er 43 personer fortsat indlagt med symptomer på svineinfluenza, heraf er 18 indlagt på intensiv afdeling.
Tre gange så mange smittet
Udbredelsen af influenza i regionen er fordoblet i løbet af en uge og ligger nu på 257 for hver 100.000 indbyggere. Tallet er langt over de 84, der er den normale udbredelse på denne tid af året.
Sundhedsmyndighederne i Aragón afviser dog, at tale om en epidemi, selv om der er iværksat en række foranstaltninger, der skal forhindre yderligere smitte.
I andre regioner som Cantabrien, Extremadura og Castilla La-Mancha er seks personer i alt indlagt med H1N1. Hertil er der syv mistænkte tilfælde, der endnu ikke er bekræftet.
I Cáceres i den vestlige del af Spanien er en 58-årig mand og en 20 dage gammel baby indlagt med svineinfluenza. I Ciudad Real er et ældre ægtepar indlagt, og i Santander i Cantabrien en 57-årig mand og en 38 årig kvinde også blevet ramt af den frygtede sygdom.
Vaccine kan beskytte
Sundhedsvæsnet i Murcia bekræfter, at én person ”formentlig” er død af svineinfluenza. Manden led af kroniske luftvejs-sygdomme og var indlagt på intensivafdelingen. Det bliver først endegyldigt klart, om han led af svineinfluenza om et par dage.
Sundhedsmyndighederne Murcia beroliger indbyggerne og forsikrer, at en normal influenzavaccine er tilstrækkelig til at beskytte sig mod H1N1, da virussen ikke er muteret siden sidste år.
Sådan undgår du smitte
H1N1 smitter ligesom den almindelige sæsoninfluenza gennem direkte kontakt mellem mennesker, eller ved at man rammes af små dråber spyt fra hoste, nys, eller almindelig tale.
Virussen kommer ind i kroppen gennem næsen, munden eller øjnene. Du risikerer altså at blive smittet, hvis du giver hånd til en person, der er inficeret med virus og derefter rører ved dine øjne, din næse eller din mund.
Desuden kan man blive smittet ved at røre ved en overflade, der er inficeret med virus og derefter rører ved sit ansigt.
Virus kan overleve i op til to dage på overflader der er i fugtige og varme omgivelser. Vær derfor på vagt over for overflader som dørhåndtag, lyskontakter, telefoner, tastaturer, gelændere, håndklæder og andre, som mange mennesker har kontakt med.
Spis roligt svin
Selvom influenza H1N1 bliver kaldt kaldt svineinfluenza, kan man roligt spise svinekød. Virus overføres ikke via kødet, og man får heller ikke H1N1 ved at omgås grise.
Myndighederne regner med, at en femtedel af indbyggerne vil blive ramt af H1N1-influenzaen. For langt de fleste vil influenzaen forløbe som den almindelige sæsoninfluenza, hvor man er frisk efter et par dage under dynen.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.