Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

To til tre dør hver dag af hudkræft

Skrevet af , tor, 12/06/2014 - 01:00

Sundhed & sygdom


Vi elsker solen og jagter den gerne flere tusinde kilometer for at nyde varmen og lyset, men solen har en skyggeside. Alene i Spanien dør hver ...

Vi elsker solen og jagter den gerne flere tusinde kilometer for at nyde varmen og lyset, men solen har en skyggeside. Alene i Spanien dør hver dag to til tre mennesker af hudkræft, og især udlændinge med lys hud er udsatte.

 

- Danskere har normalt ikke den samme hudtype, som de lokale. Derfor er det ekstra vigtigt at passe på solens stråler, og det gælder også for dem, som har boet sydpå i mange år. Selvom man har vænnet sig til solen over en lang periode, er det ingen garanti, siger Peter Dalum, projektchef for Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens solkampagne.

 

Beviset finder vi på den anden side af jordkloden, hvor folk er vokset op med skarp sol fra barnsben, men hvor befolkningens forfædre havde deres gang i Nordeuropas køligere himmelstrøg.

 

- Ser vi på Australien og New Zealand får langt flere hudkræft end i Danmark, siger Peter Dalum.

 

Få gode råd til hvad du kan gøre som bleg dansker i sydens sol i Radio Solymar Weekly i morgen fredag den 14. Vi har Peter Dalum med til en snak om, hvordan man kan beskytte sin hud uden at skulle gemme sig inden døre hele tiden.

 

Bliver opdaget for sent

Årsagen til de mange dødsfald i Spanien er for sene diagnoser af sygdommen. Hudkræft er nemlig helbredelig i langt de flest tilfælde, hvis det bliver opdaget i tide, skriver Thinkspain.com.

 

Sygdommen er den mindst dødelige kræftform i Spanien. 98 procent af de patienter, der har fået diagnosticeret sygdommen, inden den har spredt sig til lymfeknuderne, overlever og er kræftfri efter fem år.

 

Hudkræft er den femte mest almindelige form for kræft hos mænd og sjette mest almindelige hos kvinder. I Danmark er hudkræft den mest almindelig type kræft.

 

Udlændinge skal især passe på solen

Hospitaler i de områder i Spanien, der er præget af udlændinge og turister, meddeler at udlændinge er de mest udsatte.

 

På distrikthospitalet i Dénia i Alicante er syv ud af ti nye diagnoser af hudkræft hos briter.

 

Ny medicin hjælper

Forskere har opdaget en genetisk mutation, der hovedsagligt er årsag til udvikling af hudkræft. Mutationen, BRAF, er til stede i 40 procent af fremskredne tilfælde af hudkræft.

 

Opdagelsen har ført til udviklingen af medicin, der kan blokere for BRAF mutationen, og det har hjulpet på statistikken for overlevelse og har givet patienter med hudkræft bedre livskvalitet under sygdommen.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.