Tre heldige asner og tre uheldige
Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 08/01/2022 - 07:00
Traditioner
TRADITIONER: Omikron halverede den årligt tilbagevendende familiebegivenhed.
Det er torsdag morgen den 6. januar. Jeg står op lidt i syv efter en god nats søvn efter gode oplevelser onsdag eftermiddag med Los Reyes Magos, som kom til byen.
Traditionen er jo den, at når Kongerne kommer til enhver by i hele Spanien, mødes de først og fremmest med borgmesteren, som overdrager dem den gyldne nøgle, der kan åbne døren til ethvert hjem i byen.
Og ved I hvad? Det er altså ikke gas!
I de mere end 30 år, jeg har boet i Spanien, er det lykkedes Kongerne hvert eneste år at komme ind i min bolig og aflevere gaver. Først kun til min datter Patricia, men nu også til mit barnebarn Andrea. Og til hendes far Nico og til Bianca, Liam og Angel - og til mig…
Man kan endda bestille, hvor gaverne skal stilles i huset. Det handler kun om at stille et par sko dér, hvor de skal stilles.
Hverken vovse Don Pablo eller jeg selv havde bemærket noget som helst i løbet af natten mellem onsdag og torsdag. Faktisk ikke en lyd.
Og VUPS så det sådan ud foran min hoveddør:
Mens Don Pablo fik øjne så store som tekopper, tænkte jeg bare ‘same procedure as last year’. Don Pablo havde nemlig aldrig oplevet det før (han kom først til min fødselsdag i april, men det er en anden historie...). For mig var det bare en - stadig helt uforståelig - tilbagevendende begivenhed.
Som I kan se, står mine træsko i venstre hjørne. Nogle sko skulle jeg jo stille for at indikere gavernes placering. Her må jeg indrømme, at jeg gør lidt for at provokere Kongerne ved at at stille mine træsko. De er jo normalt forbeholdt julemanden, men et lille ‘kick’ til Kongerne synes jeg, er ok.
Men det tog de sig tilsyneladende ikke af - eller...?
Lidt indigneret blev jeg nemlig, da jeg så, at alle tre konger havde valgt at pakke gaverne ind i pink papir, som det ses på billedet.
Lige feminint nok af Konger, tænkte jeg.
Men måske skulle det opfattes som et signal om fremtiden? I mere end to tusind år har Kongerne jo - af ganske naturlige årsager - været mænd hårdt styret af den katolske kirke.
Med metoo-bevægelsens fremstormen i Danmark - som slet ikke er på samme niveau i Spanien, endnu - og med nye regler for danske ord, kan man jo godt forestille sig krav om, at mindst halvdelen af Kongerne fremover skal være Dronninger.
Det bliver så lidt svært med halvdelen, når der er tre. Men på den anden side åbner det så muligheden for, at den tredje kan være ‘et både-og-køn’. Sikkert populært i visse kredse, men samtidigt også svært at betegne med en royal titel…
Tilbage til dagen
Desværre var svigersøn Angel blevet konstateret positiv aftenen inden, så hverken han, Bianca eller Liam kunne - eller måtte - komme. Kongerne vidste det ikke, så der blev alligevel afleveret gave til dem.
Utroligt at Kongerne ved, at det er en tradition ungerne kommer til mig på dagen, ikke?
At hver af kongerne Melchor, Gaspar og Baltasar havde skrevet hver enkelts navn på gaverne fra dem…
Gaverne vakte glæde og Kongerne havde endda fundet på gaver med humoristisk sans.
Dagen før
Eftermiddagen er jo altid præget af Kongernes ankomst til de enkelte byer, hvor det både kan ske fra søen eller fra luften i en helikopter. Coronaen har dog igen i år sat en bremse for festlighederne med optog i gaderne for at undgå de store forsamlinger.
Til gengæld var Andrea heldig, da hun kom i en nærkontakt med Kongerne, da de kom ud fra rådhuset i Mijas. Ja, Kong Melchor, som Andrea ses med på det første billede, kendte endda hendes navn…
På de andre billeder ses Andrea med alle Kongerne, Baltasar og nogle af fabeldyrene
Dagens sidste tradition
Det kan nok være, at Don Pablo igen fik øjne så store som tekopper, da vi gik den sene aftentur.
Affaldscontainerne slog slet ikke til…
Det havde Don Pablo ikke oplevet før - heller ikke 1. juledag, hvor gaveregnen er langt mindre end i Danmark.
- Same procedure as last year, Don Pablo…
Kommentarer
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.