Tre års fængsel til Pantoja
Skrevet af Pia Bruun, tor, 06/05/2010 - 10:54
Samfund og Politik
Retten i Málaga kræver tre års fængsel og en bøde på 3.680.000€ til den andalusiske sangerinde Isabel Pantoja.
Retten i Málaga kræver tre års fængsel og en bøde på 3.680.000€ til den andalusiske sangerinde Isabel Pantoja.
Sangerinden var på et tidspunkt kæreste med Marbellas tidligere borgmester Julian Muñoz.
Pantoja er sigtet for medvirken til hvidvaskning af sorte penge.
Julian Munoz står selv til syv års fængsel og en bøde på 7.466.000€.
Blandt de sigtede er også Munoz' ekshustru, Maite Zaldívar, som kan risikere tre års fængsel for at have medvirket til kapitalflugt og hvidvaskning af sorte penge under den periode, hvor hendes mand var borgmester i Marbella.
Anklageren anslår, at eksborgmesterens personlige formueforøgelse i perioden fra 1991 til 2003 er på godt 3,5 millioner euro.
I perioden fra 1997 til 2005 brugte Muñoz og hans nærmeste familie over 300.000 euro mere, end den indtægt, de havde oplyst overfor skattevæsnet.
Der blev investeret i fast ejendom, købt kunst og luksusgenstande og overført penge til skattely i udlandet.
Anklageren anfører at Muñoz frem til 2003 benyttede sig af sin daværende hustru, for at skjule ulovlige indtægter fra returkommissioner og korruption på borgmesterkontoret.
Efter skilsmissen fra Mayte Zaldívar benyttede eksborgmesteren sig af sin nye samlever, Isabel Pantoja, til fortsat systematisk hvidvaskning af sorte penge fra kommunen, oplyser anklageren.
Anklageren hæfter sig ved, at både Zaldívar og Pantoja var velinformerede om, hvor de mange penge stammede fra. Zaldívar afslørede kort efter skilsmissen i 2003, at hendes mand kom slæbende hjem med sorte sække fulde af penge og kontanter.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.