Tunens blodige vej til middagsbordet

Der er umiddelbart ikke noget så harmløst som en dåse tun. Men på bunden af dåsen hober blodige problemer sig op med overfiskeri og illegale fangster, der mest af alt minder om en splatterfilm.

Ikke for sarte sjæle

Det er en blodig affære, når det årlige tunfiskeri i Sydspanien går i gang ud for Barbate-kysten i Cadiz Provinsen. Startskuddet lød i går.

Det er netop nu, at tunene trækker ind i Middelhavet, og de går så tæt på kysten, at fiskerne kan fange dem med en gammeldags, men meget effektiv fangstmetode. Ved hjælp af en række fiskenet konstruerer fiskerne en labyrint, hvorfra fiskene ikke kan finde ud, når først de er kommet derind.

Når labyrinten, der populært kaldes for 'el copo', er fyldt med tun i den centrale del, hæver fiskerne nettet, og så er det en smal - men blodig - sag at hive de store fisk op og slagte dem.

Velkommen til havets slagtehus

Alarmerende tal

Tunfiskeri er én af de mest indbringende fiskeindustrier i Middelhavet, men omfattende og illegal overfiskeri og voksende udvikling af kunstige 'tun-brug' udgør en trussel mod tunfiskens eksistens. Udsigten for tunfiskebestanden er ifølge eksperter og miljøaktivister mildest talt alarmerende.

Tre Sydeuropæiske Middelhavslande, Frankrig, Italien og Spanien står tilsammen for halvdelen af verdens samlede tunfiskeri. Prognoser viser, at der siden 1995 er blevet fanget ca. 50.000 ton tunfisk om året, hvilket er en fordobling af den tilladte kvote på 25.000 ton årligt.

EU's fiskerflåde har i øjeblikket fiskerettigheder til 57 procent af det samlede tilladte tunfiskeri og driver 60 procent af tun-brugene, samtidig med at tunfiskeindustrien nyder godt af en stadig stigende økonomisk støtte.

Den spanske afdeling af Verdensnaturfonden (WWF) har flere gange beskyldt EU for at sætte hensyn til fiskeriindustrien over hensynet til bestandene.

En talsmand fra EU-Kommissionen har flere gange medgivet at 'en omstrukturering er uundgåelig', hvis fiskebestanden skal reddes.