Turist død i Djævlekløften
Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 22/02/2012 - 11:02
Krimi og katastrofe
En romantisk vandretur i El Barranco del Infierno, nær turistbyen Denia i Costa Blanca, udviklede sig mandag eftermiddag til en tragedie for et...
En romantisk vandretur i El Barranco del Infierno, nær turistbyen Denia i Costa Blanca, udviklede sig mandag eftermiddag til en tragedie for et engelsk ægtepar.
Ulykken fandt sted nær Denia i Costa Blanca
51-årige Daniella Starritt mistede balancen på en af de smalle vandrestier og styrtede ned i en kløft. I første omgang så hun ud til at være sluppet billigt. Daniella var stadig ved bevidsthed og klagede kun over smerter i det ene ben.
Hendes mand kontaktede omgående alarmcentralen, som sendte et redningshold af sted.
Det skulle dog vise sig at være langt alvorligere end først antaget.
Døde i armene på sin mand
En halv time senere modtog alarmcentralen et nyt opkald fra manden, der frygtede, at hans kone nu var død.
Da redningsholdet endelig nåede frem en time senere, blev mandens værste mistanke bekræftet.
- Vi blev ringet op kl. 14.30 af kvindens mand, der fortalte at hans kone var faldet og havde slået sit ben, og de havde brug for hjælp. 30 minutter senere ringede han tilbage og sagde, at han var bange for at hun var død, og da vi nåede frem i helikopter, var kvinden død, fortæller en talsmand for Guardia Civil.
Området kendt for mange ulykker
Der blev i går foretaget en obduktion af Daniella Starritt for at konstatere den præcise dødsårsag.
- Vi skal nu have afklaret, om kvinden også slog hovedet, da hun faldt, siger politikilden.
Området, der går under navnet Djævlekløften, er en del af en gammel maurisk ridesti i Vall de Laguar. Stierne går over Cavall Verde-bjerget, der emmer af legender om landets mauriske fortid.
El Barranco del Infierno har flere gange tidligere dannet ramme om faldulykker
Området er populært blandt turister. Der er tale om et varieret landskab med kirsebær- og mandeltræer, der blomstrer på denne tid af året. Stien fortsætter ned i slugten, og det er her, det gælder om at passe godt på.
Det er ikke første gang, at turister kommer galt af sted i området. I januar måtte et tysk ægtepar have hjælp fra et redningshold, efter at manden brækkede sin ankel.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.