Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Turist død i heden

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 14/05/2012 - 11:23

Krimi og katastrofe Vejr og natur


Afrikansk hedebølge har taget livet af en turist, og to andre fik hjertestop og er fortsat i kritisk tilstand. Fire regioner er i alarmberedska...

Afrikansk hedebølge har taget livet af en turist, og to andre fik hjertestop og er fortsat i kritisk tilstand. Fire regioner er i alarmberedskab på grund af udsigt til 38 grader.

 

Tre turister fik hjertestop

En vandretur endte fatalt for en kvinde. Sammen med seks andre, ældre briter var hun på tur lørdag i en kløft på den sydlige del af Gran Canaria. Kvinden døde, og to af de andre er fortsat indlagt på sygehus med hedeslag.

 

Den omkomne var en 78-årig britisk turist. Hun fik hjertestop, da hun i over 40 graders varme var taget på vandretur gennem San Andrés Kløften i Mogán Kommune. To kvinder på 66 og 65 år er i kritisk tilstand, efter at de begge fik hjertestop. De blev fløjet med helikopter til Dr. Negrin-sygehuset på Gran Canaria, hvor de er indlagt til observation.

 

De fire andre vandrere, tre mænd på 69, 65 og 64 år og en kvinde på 61, måtte også under lægebehandling for ildebefindende efter vandreturen i den stegende hede.

 

Klokken 12.50 fik politiet på Gran Canaria et nødopkald fra vandrerne, efter at en af deltagerne havde fået et voldsomt ildebefindende, men da redningsmandskabet nåede frem, var den 78-årige kvinde død.

 

Dansk mand fortsat savnet

Ulykken skete i samme område, hvor en 51-årig dansker forsvandt sidste uge. Hans rygsæk blev fundet torsdag sammen med en cykel i en svært tilgængelig kløft ved Soria-dæmningen i San Bartolomé de Tirajana Kommune.

 

Mandens kone meldte ham savnet, da han ikke kom hjem til Danmark som planlagt. Myndighederne oplyser, at manden ganske rigtigt aldrig brugte sin returbillet.

 

Redningstjenesten, helikopter, både, det kanariske lokalpoliti, det nationale politi, civilforsvar og redningshunde fra Firgas har efterfølgende ledt efter manden, men uden held. Nu har man indstillet eftersøgningen.
 

Forhøjet alarmberedskab

Der er al mulig grund til at holde sig væk fra solen i de varme eftermiddagstimer. Der er i dag slået varme-alarm (niveau orange) for Fuerteventura, Gran Canaria, Lanzarote og Tenerife, hvor temperaturen forventes at nå op på 38 grader. Niveau orange betyder, at der er en ”betydelig sundhedsmæssig risiko ved fysisk aktivitet”, og med lørdagens drama i frisk erindring bør turisterne på øen tage advarslerne med alvor. Søndag blev der målt 37 grader flere steder på øerne.

 

Mens det i dag bliver varmere på Gran Canaria, falder temperatuen en smule på øgruppen El Hierro, La Gomera og La Palma på Tenerife, hvor der i dag ventes at blive op til 34 grader.

 

Talsmand for Meteorologisk Institut, Alexander Lomas, forklarer, at den afrikanske hedebølge kommer på et tidspunkt, hvor ”det er normalt, at der kommer temperaturstigninger”. Men på grund af den seneste måneds nedbør og relativt lave temperaturer i det meste af landet, er temperaturhoppet på 10 til 15 grader kommet som en overraskelse for de fleste.

 

Snart bliver det køligere

Der blev søndag målt over 35 grader flere steder i Sydspanien, mens de laveste temperaturer i Nordspanien ikke kom meget under 20 grader – og det er usædvanligt for denne årstid.

 

Det bliver – heldigvis - lidt køligere i løbet af de næste dage. Temperaturerne er allerede begyndt at falde i den nordlige del af landet, og temperaturfaldet breder sig i løbet af ugen til resten af landet.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.