Turister evakueret fra snekaos
Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 18/01/2013 - 11:05
Vejr og natur
Varsel om mere nedbør i Nordspanien skabte i går frygt for nye oversvømmelser og sneskred og turister måtte evakueres med helikopter. Og det...
Varsel om mere nedbør i Nordspanien skabte i går frygt for nye oversvømmelser og sneskred og turister måtte evakueres med helikopter. Og det er slet, slet ikke slut endnu. Denne weekend er de fleste områder i Spanien i forhøjet beredskab.
Nogle gange er det bare bedre med en båd
Floden Arga i Navarra var i går eftermiddag ved at gå over sine bredder, og vandgennemstrømningen i Ebro var på sin vej gennem Zaragoza steget til 1.600 kubikmeter i sekundet. Der indkaldes til et ekstraordinært forhøjet beredskab, hvis vandmængden stiger til 2.000.
Store områder står under vand
Myndighederne har forsøgt at afbøde for de værste skader ved at udvide og ændre ved flodens løb for at reducere gennemstrømningshastigheden, men der krydses stadig fingre.
De små må få et lift på armen
Var det noget med en lille pause på bænken?
Én fare afløser den anden
Navarra er stadig i forhøjet beredskab på grund af udsigt til mere sne, og der er varsel om fare for laviner i bjergene og i Pyrenæerne. Der faldt i går omkring 30 cm i området. I dag er der udsigt til opholdsvejr med lidt mildere temperaturer, og snegrænsen stiger fra 800 til 1.400 meter, men det giver så til gengæld advarsler om smeltevand og dermed risiko for oversvømmelser.
Sissyfor-arbejde - det er nemlig ikke slut endnu
Skidt weekendvejr
Mens der er håb om lidt opklaring over de nordlige egne, trækker uvejret nu sydover og rammer i morgen den sydlige del af landet med regn og blæst, og store dele af landet er i forhøjet beredskab.
Er du på en af de grønne pletter, kan du nyde en weekend i fint vejr
Granada-provinsen får i morgen op til 30 cm sne, og på Costa del Sol er der udsigt til godt 20 mm nedbør. Lørdag bliver det blæsende med op til kuling flere steder langs de sydspanske kyster. Den hårde vind fortsætter søndag, hvor temperaturen i Málaga igen tager et dyk nedad til otte grader.
Snevejret betød i går lukning af A-395 fra Granada til Sierra Nevada, hvor der er krav om brug af snekæder fra km 20.
Landevejen i Escúllar, GR-8101, i Caniles Kommune i bjergene ved Sierra de Baza
Der er nok at tage fat på
Hvis meteorologernes forudsigelser holder stik, kan der inden onsdag næste uge falde sne i Granada By.
Her skal man nok afsætte lidt ekstra tid til at komme på arbejde
Evakueret ad luftvejen
Men snevejret har dog haft mest fat i de nordlige egne. Omkring 30 turister måtte torsdag evakueres fra El Balneario de Panticosa, hvor de havde været spærret inde siden tirsdag, da det ikke var lykkedes snerydnings-fartøjer at nå frem.
Der måtte i stedet en helikopter til, for at få de 29 turister og fem ansatte evakueret fra hotellet. Det er helt normalt, at El Balneario de Panticosa bliver isoleret fra omverdenen på grund af sne, men det er første gang, at der må en helikopter til for at redde folk ud.
Skiturister fik sig en noget anderledes oplevelse at skrive hjem om
En anden helikopter havde omtrent samtidig med evakueringen travlt med at fremprovokere en kontrolleret lavine for at forhindre et område i overakkumulering af sne. Det er også første gang der tages den slags midler i brug for at fjerne snemængder fra de værst udsatte områder.
Metoden består i at hælde ilt og brint ud over et afgrænset område. De kemiske stoffer fremprovokerer en række mindre eksplosioner i sneen, som sætter massen i bevægelse.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.