Turister snydt af flyselskab
Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 28/10/2013 - 10:21
Fly & trafik Krimi og katastrofe
Vi har sagt det før: Hvis det lyder for godt til at være sandt, så er det nok netop det. 67 turister er blevet snydt for mindst 50.000 euro e...
Vi har sagt det før: Hvis det lyder for godt til at være sandt, så er det nok netop det. 67 turister er blevet snydt for mindst 50.000 euro efter at have købt flybillet hos et falsk flyselskab.
Leger direktør
43-årige Alberto Q.P. havde ingen skrupler ved at forfremme sig selv til direktør og indehaver af et flyselskab med fantastisk gode flytilbud. Så han oprettede sin egen hjemmeside, åbnede to falske rejsebureauer, annoncerede på lokalradio og uddelte foldere på gader og stræder om hans "billige" flypriser.
67 personer gik direkte i fælden og betalte sammenlagt mere end 50.000 euro til den falske flyboss.
Har gjort det før
Det er ikke første gang, Alberto Q.P. kaster sig ud i den slags amoralske forretningseventyr. I 2009 fik han 21 mennesker til at købe drømmerejsen: en flyrejse fra Madrid til Ækvatorial Guinea. Albertos succes bestod ganske enkelt i at sælge ikke-eksisterende billetter til langt under markedsprisen, og kunderne gik lugt i fælden.
Hovedparten betalte deres ”løgne-billetter” kontant, og så er der ikke meget at gøre bagefter.
Undgå at blive snydt
Stillet over for en klar stigning i antallet af den type tilfælde af bedrageri, anbefaler de spanske myndigheder, at kunder aldrig betaler kontant, og at de tjekker rejseselskabets autencitet.
Det spanske agentur for luftfartssikkerhed, La Agencia Estatal de Seguridad Aérea (AESA), henviser til, at kunder, der køber flybilletter uden for de etablerede rejsebureauer, tjekker efter en ekstra gang, når de støder på et ukendt selskab.
Det kan ske på AESAs hjemmeside, der opdateres ugentligt.
Sørg for at bede om selskabets kontraktbetingelser, tjek rejsebureauets eller billetudstederens licenser, for i mange tilfælde bliver der snydt med salg af billetter på Internettet, hvor firmaer kalder sig for rejsebureauer, selv om de ikke er det.
Der er frem for alt god grund til at være mistænkelig, hvis firmaet ikke godkender brug af kreditkort og kun accepterer kontanter eller bankoverførsel.
Ved bekræftelse af køb skal selskabets navn fremgå, og her kan det være nyttigt at lave en google-søgning, hvis der er tale om et ukendt selskab, eller du har mistanke om misbrug af et flyselskabs navn eller logo.
Så pas godt på næste gang du booker en super-billig billet med et eller andet splinternyt og ukendt selskab.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.