Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Ualmindeligt mange brandmænd

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 05/06/2013 - 10:26

Vejr og natur


Øget forurening og klimaændringer kan få alvorlige konsekvenser for turismen i Spanien. Det bliver nemlig sværere at finde et sted langs Mid...

Øget forurening og klimaændringer kan få alvorlige konsekvenser for turismen i Spanien. Det bliver nemlig sværere at finde et sted langs Middelhavskysten, hvor du kan hoppe i bølgerne uden at skulle dele badevand med en flok vandmænd og brandmænd.

 

Mange og fuldfede

Der er i maj observeret det største antal vandmænd og brandmænd i de seneste tre år – og ikke nok med det: De er større end nogensinde.

 

Det oplyser biologer, der i forbindelse med EU-projektet MED-JELLYRISK har sejlet rundt i spanske farvende for at måle forekomsten af disse uønskede bløddyr. MED-JELLYRISK er et projekt, der på tværs af landegrænser undersøger forekomsten af brand- og vandmænd og årsagerne til, at der bliver flere af dem.

 

Klik her og se en liste med billeder over, hvilke uventede gæster, du kan møde i de spanske farvande

 

Forsker og medlem af Instituttet for Havforskning (CSIC) Veronica Fuentes, der deltager i undersøgelsen, siger, at der er set et stort antal af den selvlysende, giftige gople ”Pelagia noctiluca” i Valencia og langs de catalanske kyster, og det er "de største af slagsen, der hidtil er set".

 

- Vi har set flere kilometer lange banker med en massefylde på 30 og 40 vandmænd per kubikmeter, hvilket er rigtig mange, siger hun.

 

Det er dog uvist ,om de når ind til kysterne.

 

- Dem, vi har set, i foråret er virkelig meget store, hvilket betyder, at de fået masser af næring i vinter, siger Veronica Fuentes.

 

Dræber fisk

"Pelagia noctiluca” er en af de mest giftige arter, der findes i spanske farvande. Eksperterne mener, at hvis vindforholdene er gunstige, vil der være fare for at "Pelagie" når Middelhavskysten denne sommer. Men det er altså ikke bare kritisk for turismen.

 

Fiskeindustrien er allerede i overhængende fare for at få ”brændt nallerne”. Masseforekomster af gopler kan nemlig dræbe fisk. I efteråret 2007 tog goplerne livet af 100.000 laks til en værdi af omkring 10 mio. kr. i skotske og irske havbrug. Den største banke, man observerede, strakte sig over et område på 26 km2 og var 10 meter dyb. Pelagia noctiluca har stikkende og brændende nældeceller, så fiskene blev dræbt ved skader på gællerne og efterfølgende kvælning.

 

Løbende opdateret

Men det er ikke det eneste bløddyr, vi har at kæmpe med i de spanske farvande dette år. Der er også fundet andre giftige arter som Portugisk Orlogsmand, der kommer fra Atlanterhavet, men som i år er fundet helt oppe omkring Balearerne.

 

Myndighederne overvejer nu at lave en on-line Vand- og Brandmands-station, der skal holde turister og badende løbende orienteret om forekomsten af giftige arter.

 

Aktive turister

En spansk turist blev for nylig så sur over, at han måtte svømme rundt i et hav af vand- og brandmænd på sin ferie i Benidorm, at han indleverede en klage til kommunen.

 

Men han er ikke den eneste, der har været generet. Flere strandgæster i samme område besluttede at tage sagen i egen hånd, gik til den nærmeste kineser-butik og købte fiskenet til at fange vand- og brandmænd med.

 

Myndighederne minder om, at der bliver oprettet badeforbud, hvis der konstateres ”farlige” arter. Hver dag bliver op mod ti personer behandlet for skader, efter at de har været i nærkontakt med en brandmand.

 

Det er usædvanligt, at der er så mange vand- og brandmænd langs de østspanske kyster. Forklaringen er den våde vinter og lavere temperaturer i Middelhavet, som sammen med strøm og vind har sendt goplerne fra Alboran-bugten og helt op til Costa Blanca og Balearerne.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.