Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Uber indtager to nye spanske turistdestinationer

Skrevet af Kathrine Hesner, fre, 28/06/2024 - 10:21

Fly & trafik

Fra i dag er der også billig og smart personbefordring i Alicante og Elche.

Øget konkurrence har det med at komme forbrugeren til gode, og derfor er der nu godt nyt til jer, der ynder at befinde jer i Alicante og Elche.

Uber fortsætter nemlig sin ekspansion i Spanien, så de to populære middelhavsbyer nu er blevet tilføjet. Dermed kan lokale og besøgende i begge byer anmode om taxi- og UberX-tjenester via appen. Ud over personbefordring kan man også bestille mad, booke lejebil eller købe en flybillet via appen.

Ud over at spare penge, er det også vildt smart af mange andre årsager - blandt andet, hvis de spanske gloser volder besvær. Med appen bestiller du nemlig transport helt uden at skulle tale med nogen eller oplyse adresse fra og til. Læs mere HER.

Til stede ved lanceringen af Uber i de to nye spanske byer var Pablo Ruz, borgmester i Elche, Claudio Guilabert, byrådsmedlem i Elche med ansvar for bymobilitet, Anabel Díaz, Ubers regionale direktør for Europa, Mellemøsten og Afrika, samt  repræsentanter for Elches erhvervs- og hotelforeninger.

Ifølge Uber lander virksomheden på disse destinationer for at imødekomme et stigende behov for personbefordring i området og afhjælpe manglen på transportmuligheder. 

- Målet er at tilbyde lokale brugere og turister pålidelig og sikker transport for at imødekomme den stigende efterspørgsel på tjenester, især i lyset af en turistsæson, der forventes at blive endnu bedre end sidste år, forklarer Anabel Díaz og fortsætter:

- Vi vil gerne hjælpe med at forbedre mobiliteten i Elche og Alicante ved at arbejde hånd i hånd med taxisektoren, de offentlige myndigheder og erhvervslivet for at tilbyde lokale og besøgende kvalitetstransport, så de kan komme nemt, komfortabelt og sikkert rundt.

Med lanceringerne i Elche og Alicante udvider Uber sit geografiske fodaftryk i Spanien og er nu tilgængelig i Madrid, Barcelona, Valencia, Sevilla, Málaga, Bilbao, Granada, Zaragoza, på Mallorca, Tenerife og Ibiza og fra i dag altså også i Elche og Alicante.

I hele Spanien er der allerede godt 4.500 biler, der arbejder via platformen, hvoraf de 3.000 er i hovedstaden.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.