Uddeler gratis cigaretter
Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 02/02/2011 - 10:46
Samfund og Politik
Køb en øl og få en gratis pakke cigaretter!
Køb en øl og få en gratis pakke cigaretter!
Sådan lyder sloganet på en bar i Valencia, som hver torsdag forærer en pakke cigaretter til sine stamkunder.
- Men det er kun til mine stamgæster. Man kan ikke bare stille sig i kø for at få gratis tobak, siger barens ejer, Rodrigo Arroyo.
Omsætning i vejret
Arroyo har tidligere været i mediernes søgelys, efter at han for en måned siden gjorde det klart, at han ikke ville forbyde rygning i lokalet. Efter tre dages rygeforbud var omsætningen i baren nemlig styrtdykket med 60 procent.
- Det har jeg ikke råd til, så derfor ophævede jeg rygeforbuddet i min bar, siger barens ejer, der selv er storryger.
Rygefristedet betyder, at Arroyo i dag omsætter for langt mere, end før rygeforbuddet trådte i kraft.
- Jeg har fået en masse nye kunder, som er utilfredse med, at de skal på gaden for at ryge, siger Rodrigo Arroyo.
Det valencianske sundhedsudvalg, la Conselleria de Sanidad, har advaret barejeren om, at der er en kæmpebøde i vente. Men det har åbenbart ikke fået den rebelske barejer til at rette sig efter paragrafferne.
21 procent nedgang
Og Rodrigo Arroyo står langt fra alene med sin kritik af regeringens rygelov.
Hotelforeningen Conhosur har indsamlet flere tusinde underskrifter imod loven og varsler en storstilet demonstration i Valencias gader på mandag.
Branchen advarer, at der kan komme nye protester og arbejdsnedlæggelser, med mindre regeringen ændringer på bestemmelserne.
Hotelforeningen anslår, at rygeforbuddet har medført en nedgang i omsætningen hos den i forvejen kriseramte branche på 21 procent.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.