Uden mad og drikke i sommervarmen
Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 03/08/2011 - 11:44
Samfund og Politik
Ingen mad eller drikke i 40 graders varme. I går startede den årlige fastemåned, Ramadan, for de godt 200.000 rettroende muslimer, der bor el...
Ingen mad eller drikke i 40 graders varme. I går startede den årlige fastemåned, Ramadan, for de godt 200.000 rettroende muslimer, der bor eller opholder sig i Andalusien.
Ramadanen falder i år sammen med årets varmeste måned og det betyder, at den bliver ekstra svær at komme igennem. Der må nemlig hverken drikkes eller spises fra tidlig morgen til solnedgang, det vil sige fra kl. 05.30 til kl. 21.15.
Månen bestemmer
Fasten starter, når en rettroende muslim ser nymånen på himlen, og derfor kan det ikke helt præcis siges, hvornår det er.
I år skulle Ramadanen være startet mandag, men det var skyet i store dele af Spanien, og derfor startede fasten først tidlig tirsdag morgen, forklarer Abdul Hakim Praena, der er formand for den største moské i Granada, la Mezquita Mayor.
Her ventes der i løbet af de næste 30 dage omkring 500 personer til den særlige bøn, Salat Al Tarawih, hvor Koranen bliver citeret i sin helhed.
Mezquita Mayor
Ramadan-pligt og undtagelser
Alle raske voksne deltager i fasten, som varer frem til natten mellem den 30. august og den 1. september.
Undtaget er børn, syge, ældre, rejsende, gravide, ammende mødre, sportsmænd i konkurrence og mænd i krig. Syge eller rejsende skal faste et ligeså mange dage på et andet tidspunkt. Kronisk syge kan i stedet betale 'fidyah' ved enten at give almisse eller give mad til en fattig.
I afslutningen af ramadanen betales der almisse, så fattige også kan få råd til den særlige Eid-fest, der afslutter fastemåneden.
Ramadanens formål
Blandt fastens mange formål er at forene rig og fattig i samme bås i samme bøn og vilkår, at få den fastende til at føle sult og derved øge forståelsen for nød og fattigdom på Jorden.
Nogle opfatter fasten som en fysisk, moralsk og åndelig prøve på lydighed og udholdenhed overfor Gud. De mener, at fasten styrker kraft og modstand i mennesket, der ved overvindelse af legemet opnår en opløftelse af ånden. Fasten er både en fysisk, moralsk og åndelig disciplin.
Den islamiske kalender følger månen og derfor flytter fastemåneden sig 11-12 dage hvert år, i forhold til den gregorianske kalender.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.