Byen uden vej
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 17/09/2013 - 01:00
Fly & trafik
Sultestrejker, vejafspærringer og demonstrationer er nogle af de metoder, en lille landsby har brugt i to årtiers kamp for at få en vej.
Sultestrejker, vejafspærringer og demonstrationer er nogle af de metoder, en lille landsby har brugt i to årtiers kamp for at få en vej.
På trods af 20 års kamp med myndighederne er der endnu ikke nogen vej til de 800 indbyggere i den lille landsby Barranco del Sol i Almogía Kommune.
Indbyggerne kræver, at kommunen, der ligger ca 20 km nordvest for Màlaga, repararer de 12 kilometer vej, der forbinder landsbyen med Casabermeja.
Skal gå i skole
Vejen er i så dårlig stand, at skolebussen nægter at køre, så de 25 skoleelever fra byen i alderen tre til 16 år, må gå frem og tilbage.
- Sidst vi hørte noget, var i starten af juni, men nu er vi i september, og der er stadig ikke gjort noget, for at børnene kan komme i skole, siger en talsmand for beboerne, Juan José García til Laopiniondemalaga.es.
Vejen er i så dårlig stand, at busselskabet nægter at køre helt ind til byen for at hente eleverne. Heller ikke de lokale skraldebiler vil nyde noget af den farefulde tur ind til landsbyen.
Lovet reparation for 20 år siden
Dele af vejen er helt skredet sammen, så det kun lige er med nød og næppe at en personbil kan passere forbi.
- Vi har haft besøg af politikere og alle mulige andre ansvarlige for vejens stand, men der sker ingen ting, siger en af de berørte beboere, Isabel Brene.
- For 20 år siden sagde Almogías borgmester, Cristóbal Torreblanca, at han ”nok skulle lave de to eller tre kilometer, der skulle repareres” – men det blev kun til en kilometer, siger Brene.
Strejker og demonstrationer hælper intet
Det hjalp intet da en gruppe beboere låste sig inde på kommunekontoret i to måneder. Det gav heller ingen resultater da de gennemførte en 11 dage sultestrejke. De har også har demonstreret på traditionel vis og skrevet tonsvis af breve, og lige lidt har det hjulpet.
- Vi ser ikke en eneste euro til reparation af vejen, men opkrævningerne af vejskatter og ejendomsskatter kommer til tiden, klager beboerne.
Der er 425 huse i Barranco del Sol, som gennemsnitlig betaler 200 euro i IBI (renovations- og ejendomsskatter) hvilket giver 80.000 euro om året.
Vejen er stadig fuld af huller og asfalten er nogle steder skredet, så bilisterne skal holde tungen lige i munden, når de skal til og fra landsbyen. Sådan ser det ud til, at det fortsætter et godt stykke tid fremover.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.