Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Udlændinge frygter skatte-far

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 02/10/2013 - 01:00

Samfund og Politik


Udenlandske pengemænd vil gerne have god service og infrastruktur under sydens sol – men det skal helst være skattefrit! Nye tider med krise...

Udenlandske pengemænd vil gerne have god service og infrastruktur under sydens sol – men det skal helst være skattefrit! Nye tider med krise og sparekniv får investorer til at finde nye legepladser.

 

Læs også Skattely slår hårdt ned

 

Stigende skattetryk og øget kontrol med investeringer og afkast har fået flere udenlandske spekulanter til at se sig om efter grønnere græsgange væk fra Spanien.

 

Det bedste klima er ikke nok til at overbevise udenlandske investorer, siger formanden for udenlandske residente i Sydspanien, La Asociación de Residentes Extranjeros de Andalucía, Jolanta Jarczewska.

 

Højt skattetryk, langsommelighed i den offentlige forvaltning og mistillid til landets genopretning efter krisen, har fået flere oplagte udenlandske investorer til at droppe Spanien, skriver Diario Sur.

 

Skal udlevere alt
Den seneste skattereform mod skattesvig som pålægger alle udenlandske investorer at indgive en opgørelse over deres formuer, konti og fast ejendom i hjemlandet, har fået mange til at lede efter nye markeder med lavere beskatning.

 

- Et stigende antal udlændinge fortæller mig, at de er klar til at forlade landet, siger advokat Ricardo Bocanegra, der er formand for sammenslutningen af udenlandske foreninger på Costa del Sol.

 

- For nogle dage siden fortalte direktøren for en bank i Moskva mig, at mindst tre kunder, der ville købe ejendom i Marbella, havde fået afvist deres pengeoverførsler til en bank i Spanien. De besluttede sig for at investere i Bulgarien, Kroatien og Montenegro i stedet for, siger Ricardo Bocanegra til Sur.

 

"Fører ikke til noget"
Med mere end 30 år på bagen indenfor branchen er den velrenommerede advokat bekymret over udviklingen.

 

- Det er en beslutning, der ikke fører til noget. Mange udlændinge kan ikke forstå, hvilken interesse det spanske skattevæsen har i at få kendskab til deres formue i hjemlandet, siger Bocanegra.

 

Også Pedro Fernández fra advokatkontoret Garrigues siger, at det spanske skattevæsens opførsel over for udlændinge sender investorerne andre steder hen.

 

- Det faktum, at en udlænding, der er ”resident” i Spanien også skal betale skat af de indtægter, der måtte komme fra andre steder i verden, får mange til at flytte deres adresse andre steder hen, siger han.

 

Søger til Rusland
De stramme opholds- og skatteregler i Spanien har især ramt investorer fra ikke-EU lande.

 

Felipe Martínez de Mármol fra advokatkontoret Martínez Echevarría har netop åbnet ny afdeling i Moskva med henblik på skatterådgivning til de russiske investorer, der søger til Sydspanien.

 

Det gælder også arvebeskatningen i Andalusien, der er en af de højeste i landet.

 

Flere advokatkontorer på Costa del Sol har forsøgt at lægge pres på centralregeringen for en ”opblødning” af skattelovgivningen overfor udenlandske investorer i Spanien.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.