Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Udlændinge står sammen for at hjælpe

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 05/04/2012 - 11:01

Samfund og Politik


En gruppe fastboende udlændinge i La Safor, Valencia, går nu sammen om at hjælpe en britisk familie, der er tvunget fra hus og hjem, fordi de...

En gruppe fastboende udlændinge i La Safor, Valencia, går nu sammen om at hjælpe en britisk familie, der er tvunget fra hus og hjem, fordi de ikke længere kan betale deres boliglån.

 

Davies flyttede til Barx i Valencia Regionen for seks år siden. Familien, der blandt andet tæller seks mindreårige børn, besluttede sig for at prøve lykken under sydens sol, da krisen begyndte at kradse i Storbritannien for nogle år siden.

 

Tvunget tilbage for at arbejde

Familiens far, Adrian, drev et lille murerfirma i England, og da det blev småt med arbejde, besluttede han og hans hustru sig for at købe hus i La Safor og etablere en forretning. Beslutningen om at satse på Spanien blev truffet præcis på det tidspunkt, hvor krisen var under opsejling og kort efter ramte byggebranchen. Så efter et par hårde år med at skaffe smør på brødet måtte Adrian tage tilbage til England for at finde arbejde og så sende penge til familien i Spanien.

 

Men tingene blev bare værre og værre, og siden 2008 har familien været ude af stand til at betale af på boliglånet. Nu truer banken med at smide dem på porten – ligesom det er sket for flere hundredetusinde spaniere over hele landet.

 

Børn mister retten til skole

Den valencianske afdeling af protest-gruppen ”Afectats per la Hipteca” (Ofre for kreditforeningslån) har besluttet at gøre en storstilet indsats for, at familien kan blive i deres hus. Ellers mister børnene nemlig retten til at gå i skole, oplyser foreningen.

 

Samtidig har en gruppe solidariske udlændinge i dag arrangeret en demonstration uden for familiens hus i protest mod udsmidningen.

 

Adrian og hans kone Donna har flere gange bedt banken om udsættelse, eller at boligen kan indgå som betaling på deres gæld. Ellers risikerer de nemlig at miste huset og stå tilbage med en gæld, der bare fortsætter med at vokse i rasende fart – som det også har været tilfældet for hundredtusinder af spaniere.

 

Den ældste to af børnene er nu sendt tilbage til England, men resten er stadig i Spanien.
 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.