Udvalg skal undersøge, om udlandsdanskeres stemmeret til folketingsvalg kan udvides
Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 09/06/2025 - 06:22

Debat
Lars Løkke Rasmussen mener ″ja″ - men, hvad mener du?
I sin grundlovstale talte udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen positivt for, at udlandsdanskerne skal have stemmeret.
I en pressemeddelelse dateret den 5. juni 2025 oplyser Indenrigs- og Sundhedsministeriet følgende:
Valg og folkeafstemninger
Regeringen nedsætter nu et udvalg, der skal afdække, om udlandsdanskere kan få udvidet deres stemmeret til folketingsvalg. Aktuelt anslås det, at der bor mere end 200.000 danskere over 18 år uden for Danmarks grænser.
Globaliseringen og den øgede mobilitet på tværs af landegrænser har fået titusindvis af danskere til at rejse ud i verden for at bo, arbejde eller studere uden for Danmark i kortere eller længere perioder.
Mange af dem mister deres stemmeret til folketingsvalg efter to år i udlandet. Nu vil regeringen se på, om det er muligt at udvide stemmeretten inden for grundlovens rammer for netop udlandsdanskere. Til den opgave nedsættes der derfor et Valgretsudvalg.
Af regeringsgrundlaget ”Ansvar for Danmark” fremgår det blandt andet, at regeringen vil igangsætte en redegørelse for, om der er mulighed for at udvide stemmeretten for udlandsdanskere inden for grundloven.
Ifølge grundloven er fast bopæl i riget en af at betingelserne for at have valgret til Folketinget. Men grundloven indeholder ikke en nærmere definition af, hvad det betyder at have netop fast bopæl i riget.
Det er på den baggrund, regeringen nu nedsætter et nyt sagkyndigt Valgretsudvalg, der skal foretage en vurdering af, om stemmeretten for udlandsdanskere kan udvides.
Udvalget består af fire sagkyndige medlemmer, der er eksperter i statsforfatningsret og valgspørgsmål, samt embedsmænd fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Udenrigsministeriet og Justitsministeriet.
Udvalget består af følgende medlemmer
Michael Hansen Jensen
- Professor, dr.jur. Michael Hansen Jensen (formand), Aarhus Universitet
- Professor emeritus, dr.jur. Jørgen Albæk Jensen, Aarhus Universitet
- Professor, dr.jur. h.c. Helle Krunke, Københavns Universitet
- Professor emeritus, dr.scient.pol. Jørgen Elklit, Aarhus Universitet
- Kommitteret Hans B. Thomsen, Indenrigs- og Sundhedsministeriet
- Chef for Juridisk Tjeneste Vibeke Pasternak Jørgensen, Udenrigsministeriet
- Lovråd Carsten Madsen, Justitsministeriet
- Redegørelsen om muligheden for at udvide udlandsdanskeres stemmeret skal så vidt muligt være færdiggjort inden udgangen af 2025.
Læs kommissoriet for Valgretsudvalget her
Baggrund
Det anslås, at der aktuelt bor flere end 200.000 danskere på 18 år og derover uden for Danmarks grænser. Ved det seneste folketingsvalg i 2022 havde 2.537 udlandsdanskere ansøgt om at kunne stemme.
I 2003 afgav et udvalg nedsat af den daværende regering en betænkning om valgret under udlandsophold med en vurdering af grundlovens rammer for spørgsmålet om udlandsdanskeres valgret. Valgretsudvalgets vurdering skal tage afsæt i den vurdering, der blev foretaget med betænkningen i 2003.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen grundlovsdag
- I dag er der i omegnen af en kvart million danskere, der bor og arbejder i udlandet. Alligevel er det sådan, at kun danskere med permanent bopæl i Danmark må stemme. Efter to år i udlandet mister man sin stemmeret. Danskere, der bor i udlandet, skal have ret til at stemme til folketingsvalg lød det fra Lars Løkke Rasmussen.
Kan måske også interessere dig
La Mona de Pascua
Et glas sød hvid - eller hedvin må være uovertruffent til både køkkenhyggen og påskedelikatessen ...
Spanien Rundt med Kate & Peter (9)
WEEKEND: Velkommen til niende del af Spanien Rundt, hvor vi følger Kate og Peter Quist. De tager nu videre fra Sevilla.
Kommentarer
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.