Ung mand død i tyreløb
Skrevet af Kathrine Hesner, man, 08/08/2022 - 07:00
Ulykke
Fredag gik det helt galt ved tyrefestival.
En ung mand fra Segorbe, Castellón, er død efter at være blevet stanget af en tyr under tyrefægtningsugen i byen Soneja i Castellón.
Søndag erklærede byrådet tre dages officiel sorg, så det gælder indtil tirsdag den 9. august.
Den unge mand blev alvorligt kvæstet fredag ved midnatstid i forbindelse med tyrefægtningsfesterne, der altid afholdes i den første uge af august i Soneja.
Han blev først behandlet af det medicinske personale i tyrefægterarenaen, hvorefter han blev evakueret med ambulance til Mini Fe-hospitalet i Sagunto og senere til et hospital i Valencia, da hans tilstand var kritisk. Han havde angiveligt flere brækkede ribben, som påvirkede lungerne.
Dødsfaldet fandt sted på den næstsidste dag i tyrefægterugen i Soneja, som arrangeres af byens tyrefægtere. Manden blev kun 18 år.
Harme over traditionen
Det er næppe en hemmelighed for nogen, at tyre ikke har det særligt sjovt i Spanien, hvor tyrefægtning fortsat foregår i stort set alle afkroge.
Men det stopper ikke der.
I Soneja afholdes ‘toro embolado’, hvor tyrene får sat ild til hornene - eller det er faktisk et lille stativ, der placeres på hornene, som så har ild i enden.
Uanset den slags detaljer, kan man levende forestille sig, hvor stressende det må være for tyren, der så med ild over øjnene skal spæne gennem byens gader, mens “vovehalsene” driller den og selv gemmer sig bag barrikader.
En tradition, der både nationalt og internationalt vækker harme. Der er da også gennem tiden blevet lavet den ene underskriftsindsamling efter den anden som for eksempel denne her. På nuværende tidspunkt har knap 100.000 skrevet under ud af målet på 150.000. Men indtil videre er der altså ikke sket noget. Nogle steder har man dog valgt at skifte tyren ud med et metalstativ.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.