Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Væg forvandlet til kunst

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 18/04/2014 - 01:00

Kunst & kultur


Nogle gange kommer de bedste idéer ud af den blå luft. Sådan var det næsten, da Ebbe Foged Hansen og hans hustru Kirsten blev inspireret af ...

Nogle gange kommer de bedste idéer ud af den blå luft. Sådan var det næsten, da Ebbe Foged Hansen og hans hustru Kirsten blev inspireret af en artikel om et vægmaleri.

 

Kunstneren bag var danske Eileen Clark, og den spirende idé blev startskuddet til et fantastisk vægmaleri i en ellers ret så kedelig patio. Parret har et rækkehus i Benijófar lidt uden for Alicante på den spanske østkyst.

 

- Min kone faldt over en artikel i Hjemmet om Eileen Clarks vægmalerier, fortæller Ebbe til Spanien I Dag, om starten på det imponerende projekt.

 

I det dejlige rækkehus var patioen – eller lysskakten – begyndt at falme. Der var kommet striber på muren, og patioen trængte generelt til en opstrammer.

 

Så var det idéen begyndte at tage form.

 

 

- Vi havde været på en af Else Byskovs ture og var blevet meget begejstret for Guadalest. Billedet derfra var ideelt til vores vægmaleri, mente vi.

 

De tog kontakt til den danske kunstner, som med det samme takkede ja til opgaven. Hun sendte et par skitser til parret, som de med det samme faldt for.

 

Maling fra Danmark

Så blev der købt maling til udendørs brug, som skippet af sted til Alicante. Eileen Clark var ikke bleg for at gå i gang med den spændende opgave i syden sol. Hun har nemlig masser af erfaring fra lignende opgaver i Danmark.

 

Hurtigt begyndte landskabet at tage form

 

- Som lille var jeg var ofte på Statens Museum for Kunst, som ikke lå så langt fra mit barndomshjem. Her beundrede jeg de store værker og drømte mig væk og ind i de pragtfulde motiver, skriver hun på sin hjemmeside.

 

Men det er vægmalerier, der optager Eileen mest.

 

- Mit speciale er vægmalerier, jeg har mange års erfaring, hvor jeg har malet på Rigshospitalet, restauranter, børnehaver samt i private hjem, fortæller kunstneren, da Spanien i Dag ringer hende op og forstyrrer hende midt i maleriet.

 

Udfordringer undervejs

Det tog fem dage, og så var den triste patio forvandlet til et farverigt landskab.

 

Pludselig er der havudsigt fra patioen

 

- Strukturen i væggen var lidt anderledes, så det måtte vi lige have styr på først, siger Eileen om vanskeligheder undervejs.

 

Malingen bliver duppet på med baby-engangsvaskeklude, og det giver et helt andet indtryk på de store flader.

 

Ebbe og hans hustru er ovenud glade for resultatet og ikke bange for at anbefale kunstneren til andre, der skulle gå rundt med en drøm om at sætte liv på en grå væg.

 

Prisen, spørger du så måske? Dén vil kunstneren ikke ud med, så der må du nok selv tage kontakt til hende og forhandle.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.