Valgsvindel i Spanien

Min datter Patricia og jeg har den hyggelige tradition, at vi sammen går hen og stemmer til både EU- og kommunevalg, som jo er de eneste, vi er berettigede til som fortsat danske statsborgere. Denne gang blev det dog en noget anderledes oplevelse...

Vi ankom til Miguel de Cervantes-skolen i Fuengirola klokken 10:00. Udenfor blev vi – også traditionen tro - mødt af to politibetjente. De virkede dog ligeglade med de to tydelige udlændinge, så uhindret bevægede vi os ind i valglokalet.

Der var ikke et øje udover de 'tilforordnede' – som det vist nok hedder på dansk. På spansk hedder de 'vocales' og hvert valgbord har sin 'presidente'. Faktisk var jeg selv udpeget som vocal ved kommunevalget i 2003. En sjov oplevelse, der skal tages alvorligt. Møder man ikke op til dette betroede hverv, riskerer man frihedsberøvelse med samfundsarbejde i fire weekender.

Kilovis af stemmesedler

På bordet lå der ikke mindre end 39 bunker med stemmesedler – så mange partier stillede der op til EU-valget!

Patricia og jeg nappede hver vores stemmeseddel og lagde dem i de fremlagte kuverter uden at skjule os i den ene kabine med forhæng, der var til hemmelig afstemning.

Jeg lod Patricia gå først hen til valgbordet, og det viste sig at være en heldig høflighed.

Patricia afleverede sit pas og spanske NIE. 'El presidente' morede sig – også traditionen tro - lidt over navnet men fik dog udtalt WiILKENSCHILDT på en sådan måde, at vocalen, der sad med listen over de stemmeberettigede, fandt navnet.

Derefter noterede den tredje vocal sirligt WILKENSCHILDT på listen over de borgere, der havde stemt.

El presidente fjernede derefter papiret, der dækkede sprækken til valgurnen, og lod Patricia dumpe sin kuvert med stemmesedlen ned i det allerhemmeligste.

UPS!

Så blev det farens tur, og det var jo endnu en WILKENSCHILDT, dog med andet fornavn. Pas og spansk NIE blev præsenteret for el presidente.

Da vocalen med valglisten hørte navnet, blev hun ganske bleg, da hun kiggede på valglisten. Der var kun én WILKENSCHILDT, og det var altså Torben. Patricia stod der slet ikke...

De tilforordnede havde modtaget en ugyldig stemme i den ubrydelige stemmeurne.

Ved hvert valgbord sidder observatører fra de politiske partier. Ved vores valgbord var det to søde piger fra PP, og de gik nu i gang med deres mobiltelefoner for at tjekke, om ikke det var en fejl, at Patricia ikke var på valglisten.

Det var det ikke.

Hvorfor Patricia var blevet smidt af valglisten – El Censo Electoral – er endnu ikke afklaret. Det får vi viden om efter den 2. juni.

Øhhhhh

Situationen blev selvfølgelig svær for valgbordets locales, fordi de havde jokket i spinaten.

- Det er vel ikke således, at I stemmer det samme, spurgte el presidente med den tanke, at jeg så bare kunne lade være med at stemme. Et udemærket forsøg, som jeg dog måtte afvise.

Samtalen løb mellem mellem valgbordets locales og repræsentanterne for PP. De blev enige om, at jeg havde ret til at aflevere min stemme, så den blev også droppet ned i det allerhemmeligste.

Valgbordets konklusion blev derefter, at de måtte tage en tilfældig konvolut op af stemmeurnen, når valgakten var overstået. Ellers ville det ikke passe med de stemmeberettigedes antal.

Panik

Som 'gammel erfaren vocal' foreslog jeg, at de også kunne anføre en stemmeberettiget, der ikke var mødt op for at stemme, på den registrerede liste over afgivne stemmer. På den måde ville man undgå risikoen for at fjerne en stemme fra en tilfældig vælger.

Faktisk var alle om valgbordet i betydelig panik. Men det lykkedes for Patricia, der jo er psykolog – endda med speciale i kriser – at berolige dem alle sammen.

Hvordan det endte, ved vi selvfølgelig ikke. Andet end, at det under alle omstændigheder var nødvendigt at fuske lidt for at få tallene til at passe.

Gider dog ikke besværet med at erklære EU-valget ugyldigt af den årsag...

Hyggestund

Efter vores spændende valgakt gik vi – ligeledes traditionen tro – hen for spise morgenmad. Det blev også hyggeligt, og vi morede os meget over morgenens oplevelse.

Det skortede heller ikke på opringninger og WhatsApps for at delagtiggøre andre i begivenheden.

Hvordan gik valget så?

Den side af sagen vil jeg overlade til min økonomiske guru, Kim Asger Olsen, Origo i Luxembourg.

Kim Asger Olsen

I sit nyhedsbrev fredag den 29. maj 2014, skriver Kim Asger Olsen blandt andet:

”Jeg har ønsket at kommentere på valget til Europa-Parlamentet i sidste uge/ weekend, som i nogle lande; Storbritannien, Frankrig, og Danmark, gav anti-EU aktivister et stærkt valg, og EU-skeptiske partier scorede de højeste stemmeandele. Men det tog mig et stykke tid at få mine tanker på plads.

Det har overrasket mig meget, at Italien har fået så lidt opmærksomhed, givet at landets valgresultat er helt anderledes end i resten af Europa. Premierminister Renzi’s Demokratiske Parti havde sit bedste valg nogensinde, og modtog 40,8 procent af stemmerne, protestpartiet M5S fik 21,2 procent og en sølle 16,8 procent gik til Berlusconis genfødte Forza Italia.

For mig fortæller historien om Italien en masse om vælgernes sindstilstand i hele Europa. Renzi ser ud til at have lykkedes med sin strategi om at udnytte utilfredsheden med de politiske partier, som ellers var M5S’s store projekt. I resten af Europa har politikerne ikke har formået det samme kunststykke.

Politikerne har været uklare, om, hvad der skal til for at få økonomien i gang, og de har skudt skylden for den vedvarende økonomiske krise på alle andre end sig selv. Afhængigt af landet, er krisen tilsyneladende forårsaget af bankerne, af tyskerne, af EU, af sydeuropæere, af udlændinge, rummænd eller noget andet. I sammenligning med denne professionelle ansvarsfraskrivelse, har Renzi været klar: VI, italienerne, er nødt til at gøre noget .

Stillet overfor politikere, som ikke har adresseret krisens løsning, har vælgerne i stort set alle andre lande givet udtryk for deres utilfredshed med deres lokale politikere ved at stemme for dem, der siger, at der er én overgribende årsag til krisen (EU) og ét middel til løsning (luk og sluk for EU).

Det bliver interessant at se, hvad der sker ved de næste parlamentsvalg, hvor vælgerne bliver nødt til at forholde sig til det faktum, at de fleste EU-skeptiske partier ikke har en sammenhængende politik, når det drejer sig om noget så lavpraktisk som at regere et land.

Så min fortolkning af EU-valget er, at det var en gigantisk lussing/claque/ceffone/Ohrfeige/slap til lokale politikere, iblandet med et traditionelt, temmelig reaktionært fjendebillede, som også udtrykt i denne musikvideo. Europæisk politik bliver interessant i det kommende år.”

Spanien i Dag Weekend tager sig i morgen tilbage til modernismens mekka i Barcelona. God fornøjelse, for det er virkelig spændende!

Teamet bag Spanien i Dag og Radio Solymar Weekend ønsker dig en god weekend.

Torben Wilkenschildt