Varsler generalstrejke
Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 17/09/2012 - 10:35
Samfund og Politik
Spanien bliver snart lammet af en ny generalstrejke. Fagforbundet UGT har varslet en 24-timers arbejds- og forbrugsstrejke den 31. oktober i pro...
Spanien bliver snart lammet af en ny generalstrejke. Fagforbundet UGT har varslet en 24-timers arbejds- og forbrugsstrejke den 31. oktober i protest mod regeringens nedskæringer og arbejdsmarkedsreform. Samtidig er store dele af den offentlige transport lammet i dag.
I en pressemeddelelse er generalstrejken en reaktion mod ”regeringens nedskærings- og reformpolitik, mod finansmarkedernes dominans og et EU, der er styret af den tyske centralbank”, som er ved at føre landet på randen af social og økonomisk bankerot.
Omfattende demonstrationer
- Vi vil have en ny samfundsmodel, der ikke udnytter de fleste for at favorisere nogle få, baseret på fordeling og social retfærdighed, siger forbundet, som siger, at de eneste, der kan afværge en generalstrejke, er Mariano Rajoy og hans regering.
Indkaldelsen til generalstrejke skete søndag i kølvandet på lørdagens kæmpe-demonstrationer i Madrid, hvor titusinder deltog i omfattende demonstrationer mod regeringens nedskæringspolitik.
Selv om der var lagt op til en fredelig demonstration, var der flere gange optræk til konflikt, som da der pludselig blev affyret kanonslag mod det konservative partis hovedkontor i Calle Génova. Politiet fik besked på tage hjelme på og at gøre klar til at affyre gummikugler. En stor del af demonstranterne valgte at gå, og efter en halv times tid lagde betjentene pistolerne fra sig igen.
Tog, metro og bus står stille
Lørdagens demonstrationer viser, at Spanien er på vej mod et særdeles varmt efterår med strejker og massive protester mod regeringens økonomiske politik.
I dag er store dele af hovedstadens trafik lammet på grund af arbejdsnedlæggelser blandt personalet inden for statsbanerne Renfe, Metroen i Madrid og Barcelona, togbanerne i Catalonien og flere af hovedstadens busser.
Arbejdsnedlæggelserne er en protest mod liberalisering af togtrafikken. Regeringen vil dele statsbanerne op i fire selskaber og åbne op for konkurrerende selskaber inden for jernbanetransporten.
Der er vedtaget en minimumsservice i driften af Renfes højhastighedstog, som betyder, at der vil være 261 togafgange, mens 358 tog vil være berørt af strejke og 97 afgange er helt aflyst.
For intercitytog er der en minimumsservice på 65 procent, mens Metroen i Madrid vil gennemføre arbejdsnedlæggelser fra klokken 6 til 09.30 og igen fra 17 til 21 i dag, samt igen den 21. og 28. september. Her vil der være en minimumsservice på 46 procent.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.