Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Vejret: weekenden og næste uge

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 20/04/2013 - 00:05

Vejr og natur


Der er varsel om hedebølge på De Kanariske Øer. Meteorologisk Institut forventer at temperaturen her i weekenden kommer helt op på 37 grader...

Der er varsel om hedebølge på De Kanariske Øer. Meteorologisk Institut forventer at temperaturen her i weekenden kommer helt op på 37 grader, og det er langt over svedegrænsen.

 

Der er forhøjet beredskab – niveau orange – for Gran Canaria, Tenerife, Fuerteventura, Lanzarote og La Gomera.

 

For El Hierro og La Palma er der gult varsel. Her kan temperaturen komme op på 34 grader.

 

Hedebølgen kommer i forbindelse med vejr-fænomenet Calima, som er noget helt specielt for de Kanariske Øer.

 

Calima opstår, når tør og varm østenvind blæser sandstøv med sig fra Afrika hen over Atlanterhavet til Kanarie-øerne.

 

Ud over høje temperaturer giver det nedsat sigtbarhed og vejrtrækningsproblemer – det vil sige sundhedsfare for udsatte grupper. Støvet lægger sig over alt, og trænger sig også ind i svælg og luftrør.

 

Vejrfænomenet opstår, når der er subtropisk højtryk mod nord og lavtryk syd for de Kanariske Øer.

 

Verdenssundhedsorganisationen WHO har sat helsefaren ved Calima på 50 mikrogram støv per kubikmeter luft. Under en lignende Calima i februar nåede støvindholdet helt op på 200 mikrogram, altså fire gange mere end anbefalet.

 

En Calima kan vare op til flere dage, og myndighederne på de Kanariske Øer anbefaler at man holder sig indendøre og lukker døre og vinduer – samt drikker meget vand for at skylle kroppen godt igennem.

 

Calima kan minde om Sirocco, der er varm støvet luft, som føres med fra Nordafrika over Middelhavet til Sydspanien.

 

For de spanske Middelhavskyster ser temperaturene noget anderledes ud:

 

Costa del Sol får her i weekenden noget diset eller letskyet vejr og højeste temperatur bliver til at leve med, nemlig 18 til 20 grader. Svag vind fra skiftende retning, dog overvejende fra øst. Mandag skyet og mulighed for let nedbør. Fra tirsdag bliver det igen ret solrigt, men mildt, mellem 11 og 20 grader, sidst på ugen stiger temperaturen til 25 grader.

 

Costa Blanca får let til frisk vind fra skiftende retninger, nogen sol og mellem 14 og 18 grader. Mandag mere skyet og mulighed for let nedbør, tirsdag og onsdag solrigt og uændrede temperaturer, mens det sidst på ugen bliver skyet, og der kommer nogen nedbør, især torsdag, hvor det også bliver blæsende fra nord-nordøst.

 

Costa Brava får i weekenden nogen sol, mellem 12 og 14 grader, og svag vind overvejende fra nordøst. Mandag, tirsdag og onsdag bliver det ret solrigt, op til 17 grader men mere blæsende. Fra torsdag skyet til overskyet og en del nedbør, som fortsætter resten af ugen ud. Temperaturen falder gradvist til mellem ni og 12 grader søndag, hvor der også kommer en del vind.

 

Mallorca får nogen sol her i weekenden og mellem 12 og 17 grader, let til frisk vind fra forskellige retninger. Mandag ned til ni grader, det bliver mere skyet, og der kan komme lidt nedbør, mens der tirsdag kommer en del sol og op til 18 grader. Men så fra onsdag bliver det mere skyet, og der kommer en del nedbør resten af ugen.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.