Verdens 10 fedeste byer
Skrevet af Torben Wilkenschildt, søn, 06/11/2011 - 00:15
Rejser & oplevelser
Efter at have gennemrejst hele verden og diskuteret frem og tilbage med brugerne er den verdenskendte rejseguide Lonely Planet kommet frem til en T...
Efter at have gennemrejst hele verden og diskuteret frem og tilbage med brugerne er den verdenskendte rejseguide Lonely Planet kommet frem til en Top 10 over byer, du simpelthen bare SKAL besøge i 2012.
Se listen på Lonely Planet her (eksternt link på engelsk)
Hong Kong har også fået en plads på den attraktive liste
”Som altid er der både skjulte diamanter og gamle kendinge på vores liste, men hver af de ti har noget specielt at tilbyde næste år. Mens store sport-event bringer lidt ekstra adrenalin til oplevelse i nogle af byerne, så er der også et par klassiske destinationer, der har fået fornyet liv efter en længere periode med problemer”, skriver sitet og forklaringen lyder videre:
”Det kommende år bliver alle disse byer sat i et nyt lys, hvad enten det er med musik- og kunstfestivaler eller gamle, forudfattede meninger bliver støvet af ved at vise en lidt vildere side”.
Og selvom, der kun er tale om en Top 10 – og vi taler altså hele verden – så har både Spanien og Portugal fået en plads. I denne Spanien i Dag Weekend tager vi dig med til klodens 10 mest interessante rejsedestinationer.
1. London, England
Storbritanniens hovedstad og værtsby for OL 2012 indtager listens førsteplads.
London kommer rigtig til at give den gas i 2012. De Olympiske Lege kommer til byen og i den forbindelse er et helt område af hovedstaden ved at blive fuldstændig transformeret. Den østlige del af London kommer i rampelyset, men resten af byen breder også den røde løber ud.
Oplev Tower Bridge rejse sig majestætisk og gøre plads til at lade et stort skib passere, mærk pulsen i myldretiden i Metroen og kom helt tæt på alle farver, tro og nationalitet.
De røde dobbeltdækker-busser - så bliver det ikke mere engelsk
London har det hele og uanset, hvad du er til, kommer du ikke til at opleve det alene i, hvad Lonely Planet kalder for, en af verdens mest internationale byer.
2. Muscat, Oman
Det ligner næsten noget fra en Disney-film
Hovedstaden i Oman, et sultandømme på østsiden af Den Arabiske Halvø, gør alt for at hive turister til byen fra det internationale samfund.
"Muscat har undergået en totalforandring med kulturelle begivenheder, luksus og vandparker midt i centrum", skriver Lonely Planet i begrundelsen.
Indbyggerne er faktisk så vilde efter at tiltrække turister, at du måske vil få den lidt underlige følelse af at være på besøg hos en gammel ven. I 1970 svor den ny sultan ”Tomorrow will be a new dawn on Muscat”, og som guiden skriver: Denne dag i dag skinner solen i den grad på byen.
3. Bengaluru, Indien
Bangalore er hovedstaden i den indiske delstat Karnataka i det sydlige Indien, og byen er med omkring seks mio. indbyggere landets tredjestørste.
Lonely Planet kalder byen for den ”ubestridte Elvis af sydasiatiske megabyer”, hvad det så end betyder. Den skulle efter sigende være i en klasse for sig hvad angår at redefinere det supereksklusive.
"Evigt beruset af det gode liv tilbyder denne sydlige indiske metropol det bedste øl, det skønneste køkken og den livligste kunst- og musikscene for ikke at nævne den hippeste befolkning, du kan forestille dig at hænge ud med."
Og hvis vanvittig trafik hidtil har afholdt dig fra at besøge Indien, kan vi berolige med, at byen netop har fået sin helt egen højhastigheds-metro.
4. Cádiz
En lille fiskekutter trukket op på stranden fuldender idyllen
Og blandt storbyer som London blev der sørme også plads til Cádiz i Andalusion. Cádiz er en fredelig havneby, hvor det somme tider næsten kan føles som om tiden er gået helt i stå med de gamle, rynkede mænd med blød hat, der ordner verdenssituationen fra bænken.
Men én gang om året sker der virkelig ting og sager, og det er i februar, når byen transformerer sig til det årlige karneval. Og det er endda et af landets mest vovede af slagsen med 10 dages druk, sang og dans.
Økonomien i Cádiz bygger primært på fiskeri, skibsværfter, bodegaer og turisme. Selvom det er et af de områder i Spanien, der har den højeste arbejdsløshed, hører befolkningen til blandt de lykkeligste i hele landet.
Cádiz er også stedet, hvor du kan nyde et godt glas vin
5. Stockholm, Sverige
Filmatiseringen af Stieg Larssons bøger har muligvis fået fans til at lede efter en grum og barsk side af Stockholm, men de skal lede længe. Stockholm er nemlig mere perfekt end nogensinde. Man kan ikke forestille sig en mere forførende og tillokkende hovedstad - hyggelig, men kosmopolitisk, bevidst alternativ og ubesværet pittoresk. Alle facetter er dækket.
Lisbeth Salander fra Millenium-trilogien får muligvis folk til at lede efter en barsk side af byen, men forgæves. Dog arrangeres der faktisk guidede ture rundt i byen, hvor du kan se nogle af de steder, filmene blev optaget.
Med sine trendy design-forretninger og bohemebarer er bydelen Södermalm absolut et af de mest hippe steder man kan befinde sig, mens de smukke parker i Djurgården er det bedste sted i byen til en aftentur.
Indrømmet, Stockholm er ikke nogen billig date, men selvom byen måske efterlader dig med en lettere tegnebog, vil du altid komme derfra med et lidt tungere hjerte - fyldt med oplevelser og måske lidt kjærlighed...
6. Guimarães, Portugal
Guimarães i det nordlige Portugal er betagende smuk, som også Unesco har anerkendt og placeret den på sin liste. Alligevel er den ikke i de udenlandske turisters bevidsthed og bliver derfor tit overset.
Den gamle by er en forførende labyrint af middelaldergader, søjlebygninger med røde tage og hele bybilledet er præget af ærefrygtindgydende palæer, der er centreret om et slot.
Og det er faktisk netop nu, du skal besøge byen, da den er blevet udvalgt til Europæisk Kulturhovedstad i 2012. Med byens allerede imponerende kulturelle scene og med dens store andel af unge indbyggere vil den i det kommende år blive en smeltedigel inden for kultur, når kreative kunstnere fra hele Europa valfarter til byen for at fremvise deres værker.
7. Santiago, Chile
Ulykkerne ville ingen ende tage for Chile. Først blev landet ramt af et 8,8 jordskælv, og senere blev 33 minearbejdere begravet levende dybt nede i en mine i den nordlige del af landet.
Mens hele verden så på, fremviste Chile en trodsig optimisme, og disse oplevelser ser ud til at have antændt et seismisk skift i hovedstaden.
Kontinentets højeste bygning Torre Gran Costanera
Kultur og sport er kommet i forgrunden og nye museer er åbnet. Maden er i topklasse, nattelivet er spændende, og i år indvies den højeste bygning på kontinentet i form af den 70 etager høje Torre Gran Costanera.
Dagsrejsende kan få en bid af Andesbjergene om sommeren og tage en skitur på pisterne med puddersne i juli. Man kan også vælge at cykle gennem de idylliske vinmarker i Casablanca, Maipp og Colchagua. Besøg Santiago, og du vil helt sikkert få pulsen lidt op, men på den gode måde. Byen har rent faktisk det hele.
8. Hong Kong, Kina
Stemningen i Kinas mest frigjorte by er mere højrøstet og skarpere end nogensinde. 2012 bliver et særdeles spændende år i Hong Kong, da borgerne fortsætter deres kamp for fuldt demokrati. Demonstrationerne er fyldt med teater og sang, dans og poesi, der afspejler byens pulserende indie-musik og litterære scene. Alligevel et stykke fra de halvtrætte sosu-astistenter, der med jævne mellemrum råber på mere løn foran Christiansborg.
Nyd udsigten af vilde skyskrabere, når du går op ad bakkerne fra Star Ferry, inden du udfordrer samtlige sanser på et marked. Gå på shopping, på gallerier og tjek barerne ud i Soho. Udforsk de små, afgrænsede landsbyer eller tag på vandreture på Asiens mest betagende stier. Uanset hvad du gør, så sørg for at besøge nogle af byens 11.000 restauranter.
9. Orlando, USA
Disney World er ikke bare underholdning for ungerne og barnlige sjæle - det er faktisk også rigtig flot
Den amerikanske by i staten Florida er mest kendt for de mange forlystelsesparker som Disney World, Universal Studios og SeaWorld, men det er faktisk også et besøg værd at smutte forbi andre områder i byen.
Et brag af en fest med musik, bold, fadøl og svedende mænd
2012 bør blive et stort år for Orlando, da de skal være vært for den 61. NBA All-Star Weekend (25. og 26. februar). Det er den mest hippe sportsevent i USA, som bringer to verdener af basketball og musik sammen i slam-dunk konkurrencer, fyraftensfester og koncerter, såvel som All-star eventen i sig selv.
De fleste besøgende vil gå efter de store temaparker, men det er som nævnt altså også værd at udforske selve byen. Hold øje med Milk District; et område på vej op med dets brogede vifte af spisesteder, barer, der serverer mikrobryg, boghandlere og tatovører, og det er bare en kort køretur øst for bycentrum.
Hvem havde troet at Orlando nogensinde skulle blive hip, spørger Lonely Planet retorisk.
10. Darwin, Australien
Surfere nyder bølgerne på Mojo beach
Engang var det let at afvise Darwin som en grænseby med fiskere i evig slåskamp, drømmende hippier og ildelugtende lastbilchauffører. Men med det pumpede natteliv, spændende markeder, restauranter og et naturområde i verdensklasse tilhører Darwin i dag toppen af Australiens bedste.
Gå på opdagelse på nogle af de mange markeder
Kom helt frem i skoene og smut ned til det nysanerede 'Waterfront Precint' med dets bølgebassiner og pool, boder og spisesteder på kajen. Eller køb det helt geniale, oprindelige kunst før East Coast-gallerierne opdager det og kræver dobbeltpris. Duft dig gennem madboderne på Mindil Beach Sunset Market, og se solen smelte ned i Timorhavet. Når detnsydlige del af Australien har iskold vinter, er der blå himmel, sol og fest natten lang i Darwin.
Hver juli afholdes der Beer Can Regatta
Det var så de 10 bedste bud på by-ferie i 2012 ifølge Lonely Planet, men hvad mener du? Har du fået inspiration, eller synes du, at der i dén grad mangler en by på listen? Smid en kommentar under artiklen.
Tilgængelig for alle
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.