Verdens bedste ost
Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 30/11/2012 - 11:09
Penge & Forbrug
Málaga kan mere end solferie – vi kan også lave ost i verdensklasse. Det står klart, efter at en international jury på 255 dommere har kå...
Málaga kan mere end solferie – vi kan også lave ost i verdensklasse. Det står klart, efter at en international jury på 255 dommere har kåret den vellagrede Queso Manchego D.O. Gran Reserva som den bedste ost i verden. Men Danmark gjorde sig også bemærket.
En rigtig vinder-ost
Den spanske ost, som løb med førstepræmien 'The World Cheese Award Supreme Champion 2012', er fremstillet af det Málaga-baserede Sociedad Azucarera Larios, som i årtier har været kendt for sin sukker og spiritusproduktion. Men firmaet gør sig altså også i oste og har blandt andet en afdeling i Albacete, hvor der produceres tonsvis af oste til det spanske og internationale marked.
Superguld - også til Danmark
I alt 2.700 oste deltog i dette års udgave af verdensmesterskabet i ost, som blev afholdt i Birmingham, og det er første gang nogensinde, at præmien over dem alle er gået til Spanien.
50 oste blev tildelt ”Super-guld” heriblandt ni spanske. En enkelt dansk ost fik også den ekstra fine guldmedalje nemlig Blue Corn Flower 60 fra Thiese. Danmark hev også tre ”almindelige” guldmedaljer med hjem. De gik til henholdsvis Knuthenlund, Thise og Arla.
I alt fik danske oste otte medaljer med hjem. Og det er jo flot. Lige indtil man sammenligner med Spanien... Spanske oste nappede nemlig ikke færre end 173 medaljer!
En af arrangørerne af konkurrencen, Bob Farrand, kalder den spanske guldvinder for ”et udsøgt eksempel på en håndværksmæssig meget flot fremstillet ost”.
Her kan verdens bedste købes
Den prisbelønnede ost er fremstillet af fåremælk. I alt 6.000 går rundt og hygge sig på den 10.000 hektar store landejendom La Dehesa de los Llanos i Albacete. Der bruges kun upasteuriseret mælk og den naturlige osteskorpe pensles med jomfruolivenolie - produceret på den samme gård.
Mejeriet Dehesa de los Llanos blev grundlagt i det syttende århundrede af en menighed af franciskanermunke, og gårdens struktur er blevet bevaret fra den tid. Der er fem ansatte, som årligt fremstiller 250.000 kilo ost, der fortrinsvis eksporteres, men der bliver dog også sendt noget af sted til udvalgte gourmet-butikker og El Corte Inglés.
Calle Larios - lyder det bekendt?
Det prisbelønnede selskab, Azucarera Larios, har derimod ikke mange oste på bagen. Selskabets storhedstid stammer tilbage fra en velhavende spansk familie fra det 18. århundrede, som investerede i opkøb af store jord-områder i Málaga-området. Larios er især kendt som sukkerproducenten Azucarera Larios, der ejer mejeret i Albacete, men har også fremstillet spiritus og vin og har i de seneste 50 år gjort omfattende investeringer inden for beklædning, hotel- og ejendomsbranchen, ligesom selskabet står bag det kendte Centro Larios i Málaga.
Så det er ikke for ingenting, at Málagas mest kendte hovedstrøg hedder Calle Marqués de Larios - eller bare Calle Larios - opkaldt efter Manuel Domingo Larios y Larios, den anden Marquis af Larios, som blev promotor for den kommercielle udvikling af Málaga i det 19. århundrede.
Se hele listen over medaljerne her
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.