Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Verdensberømt tomatkrig klar

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 28/08/2012 - 11:30

Rejser & oplevelser


45.000 mennesker stimler begejstret sammen på hovedgaden Calle del Cid i Buñol. Afventende og heppende stirrer de på de fem lastvogne, der ko...

45.000 mennesker stimler begejstret sammen på hovedgaden Calle del Cid i Buñol. Afventende og heppende stirrer de på de fem lastvogne, der kommer kørende med 120.000 kilogram tomater. Efterhånden som ladet hælder til en lodret position, og tomaterne vælter ud på jorden, går krigen i gang. Den 67 år gamle tomatkrig La Tomatina er officielt i gang.

 

 

År efter år afholdes festivalen i den lille bjerglandsby Buñol, tæt på Valencia. Og hvert eneste år foregår festivalen, der maler byen fuldstændig rød, den sidste onsdag i august, hvilket i år er den 29. august.

 

 

Arrig tomatkrig

Ifølge latomatina.es begyndte traditionen den sidste onsdag i august i 1945. En gruppe teenagere stod og kiggede på den daværende festival og parade med "gigantes y cabezudos" i centrum af Buñol. De besluttede sig for at deltage i paraden, men en af paradedeltagerne blev irriteret på teenagerne og begyndte at slå ud efter alt og alle, han kom forbi.

 

 

Folkemængden blev arrig og greb ud efter tomater fra en grøntsagsbod i nærheden. De begyndte at kaste tomaterne efter hinanden, og det fortsætte indtil politiet fik sat en stopper for madkrigen.

 

 

Det følgende år meldte den samme gruppe teenagere sig til paraden – men denne gang medbragte de selv tomater hjemmefra, uvidende om at de ville skabe historie. For selvom politiet med al magt prøvede at stoppe tomatkrigen år efter år op gennem 50’erne, lykkedes det ikke at få bugt med folkets forsøg på at holde hvad der efterhånden blev en tradition i live.

 

 

Rutinerede deltagere

Efterhånden som traditionen er blevet større og større, kommer der også turister til fra når og fjern for at deltage i tomatkrigen.

 

 

Deltagerne er rutinerede og sørger for at have svømmebriller og badehætter med. Men vigtigst er påklædningen: til festivalen ses en mase forskelligt tøj, lige fra bikini og boxershorts til klovnedragter, aflagte brudekjoler og hvide jakkesæt, der dog ikke forbliver hvidt særligt længe. Forhåbentligt er det tøj, ingen skal bruge igen.

 

 

Mas tomaten

Buñol kommune køber tomaterne billigt hos tre tomatavlere i den andalusiske by Chilches. Selvom tomaterne er dejligt modne, så er det alligevel med at sørge for, at man maser tomaten, inden den kastes. Det gør nemlig ondt at blive ramt af tomat, der ikke er blevet mast.

 

 

Hvis man ønsker at deltage i tomatkrigen, er det nødvendigt at booke værelser i måneder i forvejen. Desuden er det en god idé at dukke op senest to timer i forvejen ved hovedgaden Celle del Cid, hvis man vil være med, hvor kampen går allervildest for sig.

 

 

Stats-tvkanalen RTV transmitterer hvert år live fra madkrigen, hvilket den har gjort siden 1983. Så selvom du ikke får tid til at tage til Buñol, er der rig mulighed for at følge med i festlighederne.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.