Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Vi ønsker dig det bedst tænkelige nytår 2023

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 31/12/2022 - 07:00

Klumme

- og så er der lige den dér med nytårsfortsætterne. Kan man også sætte dem på andres vegne…?

Nissegrøn er frustreret

Formodentlig kan de fleste af os være enige om, at udsigten til 2023 kan skabe stor frustration og usikkerhed.

Efter mange, mange års fred i Europa vil 2022 nok blive husket som året, hvor magtfulde mænd og kvinder forpassede deres chancer for at blive kandidater til Nobels fredspris.

Selvfølgelig skal man først og fremmest sætte nytårsforsætter for sig selv - specielt hvis man er klar over, at man selv trænger til lidt forbedringer.

I den forbindelse kan det jo også være en god idé at spørge dine nærmeste om, hvilke nytårsforsætter de synes, du godt kunne trænge til. Glem heller ikke børn, børnebørn, eventuelle medarbejdere og nære venner…

De ved måske bedre end dig selv, hvad du skal ændre for at blive mere elsket?

Så er det kunsten kommer med kun at tage imod og slukke for selvforsvaret. 

Ikke så værst et grundlag til det nye år, vil nogle måske give mig ret i…

Samtidig dukker tanken unægteligt op om, om man kan tillade sig sådan uden videre og uopfordret at sætte nytårsforsætter for andre?

- Skat, kunne du tænke dig, at ét af dine nytårsforsætter i år kunne være, at vi to - bare én enkelt gang - kunne tage på en rejse sammen. Altså, at du ikke kun er på forretningsrejser og på ture med golf-vennerne?

Nytårsaften er jo velegnet til at gøre status, og et godt tidspunkt er i timen inden Dronningens Nytårstale med champagnen eller cavaen i glassene.

Jeg kan ikke dy mig for at foreslå nogle nytårsforsætter for andre.

  • At TV2 administrerende direktør ansætter en ny chef for TV2 News. Kanalen er næsten ikke til at holde ud, hvor de konstant finder nogle, der er imod hvad som helst. Og et nyt koncept på Presselogen, hvor mediecheferne - som Den Fjerde Statsmagt - praktiserer selvcensur.
  • At kamphanerne Pedro Sánchez (PSOE) og Alberto Núñez Feijóo (PP) vil opføre sig bare nogenlunde ordentligt under parlaments- og kommunalvalgene i 2023.
  • At de indledningsvis nævnte magtfulde mænd og kvinder vil sørge for fred inden udgangen af årets første kvartal. Det vil glæde mange. Både de der sulter, de der hænger med økonomien, og de som frygter en uoverskuelig og katastrofal krig.

Vi krydser vores fingre for, at den nye risiko for Covid 19-spredningen fra Kina kan holdes mest muligt nede. På redaktionen er vi dog klar med vores tidligere anvendte overvågning.

En meget stor og taknemmelig tak til Spanien i Dags loyale Amigos. Uden jer ville der ikke være nogen avis, vores telefonassistance eller vores andre tryghedsskabende serviceydelser for ophold i Spanien..

Den 19. december faldt jeg over en artikel i Altinget om professor Ove Kaj Pedersens synspunkter på situationen i Danmark efter valget. Den synes jeg er interessant, og vil derfor gerne dele den med jer.

Du kan læse den her

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig det bedst tænkelige nytår.
Torben Wilkenschildt

PS: I morgen vil du ikke modtage nyhedsbrev eller kunne læse nye artikler på Spanien i Dag. Så kan redaktionen nemlig holde fri i aften. Men på mandag den 2. januar er alt normalt igen - selvom det er fridag i Spanien.

 

Kommentarer

Kære alle.

I ønskes et godt nyt år.

Tak for det gamle, med mange gode artikler og opskrifter mm.
Knus herfra.

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.