Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Viceborgmester flirter med tanken om en 300 meter høj tyr

Skrevet af Kathrine Hesner, tir, 29/07/2025 - 08:59

Kunst & kultur

Spaniens svar på Eiffeltårnet gør lokalpolitikere og borgere skeptiske.

Det spanske Tyrefægterakademi søger en by, der vil huse en kolossal metaltyr på hele 300 meter. 

Efter Madrid afviste projektet, har Vox i Burgos nu budt ind som hjemsted for det ambitiøse monument. Den ville i så fald blive tre gange højden af Burgos' berømte katedral!

På størrelse med Eiffeltårnet

Tanken er at skabe en ikonisk turistattraktion à la Eiffeltårnet eller Frihedsgudinden. “Spanien fortjener et monument, der imponerer med sin størrelse og spektakulære udseende", argumenterer projektets tilhængere. 

Den planlagte metaltyr ville kræve en byggegrund på 650 kvadratmeter og finansieres af private midler, men konkrete budgettal foreligger ikke.

Flere andre byer har også vist interesse, herunder Ciudad Rodrigo, Valdemoro og Toro. Men Vox' viceborgmester i Burgos, Fernando Martínez-Acitores, mener altså, at hans by er perfekt og har allerede peget på en tom grund, hvor byens gamle hospital lå.

"For stort og upraktisk"

Burgos' borgmester, Cristina Ayala (PP), afviser dog kategorisk idéen: 

- Vi taler om noget, der ville være tre gange større end vores katedral, siger hun til Antena 3 Noticias. 

Selvom hun støtter tyrefægtningens kulturarv, mener hun, at projektets skala er urealistisk.

Også mange borgere er skeptiske. "Der er mere presserende ting at bruge penge på", lyder en typisk reaktion. Og som en lokal bemærker: 

- Burgos er ikke engang en særlig tyrefægtningsglad by – hvorfor skal vi have dette 'verdensikon'?

Kulturelt symbol eller forældet kliché?

Tyrefægterakademiet insisterer på, at en kæmpetyr er helt perfekt til at repræsentere Spanien for udenlandske turister. Spørgsmålet er bare, om netop den kultur er det rette symbol for et moderne Spanien ...

Mens nogle ser det som en fejring af tradition, hævder andre, at landet bør markedsføre sig gennem mindre kontroversiel kulturarv.

Indtil videre ser det ud til, at den gigantiske tyr må vente med at få fødder – medmindre en anden by pludselig for alvor melder sig.

Kan måske også interessere dig

Kommentarer

Ikke nogen kæmpe tyr nogen steder.
Det er dyremishandling , og det gør ikke noget godt for Spanien.
Vi turister fra alle lande , tror jeg, hader at se tyre lide.
Man skal være opvokset i Spanien, og hádet ind med modetrsmælken, hvis man synes at tyrefægtning er en god sport
Håber at Spanien helt går fra den sport.
Jeg tror nu også at der er mange i Spanien der vil have det forbudt.
Historien om tyren Ferdinan, der gik på marken og snuste til blomsterne, var en af de sødeste eventyr vi fik som børn.
Sådan skal alle de spanske tyre ha det, ikke spiddet i en tyrefægter arena.

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.