Vild vinter
Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 03/02/2014 - 11:12
Vejr og natur
Kæmpe bølger, nedbør og blæst er opskriften på meget farligt vintervejr. Flere dele af Spanien er ramt af uvejr, som har resulteret i omfat...
Kæmpe bølger, nedbør og blæst er opskriften på meget farligt vintervejr. Flere dele af Spanien er ramt af uvejr, som har resulteret i omfattende skader, og mindst én person er druknet. Og det er ikke slut endnu.
Dele af Centralspanien og det nordøstlige Spanien har i weekenden været ramt af et voldsomt snevejr, og her er flere veje nu helt lukket for trafik.
Stormvejret langs kysterne fortsætter i dag, og i Madrid sner det flere steder. I Baskerlandet, Cantabria, Galicien og Asturien blev der i weekenden målt bølger på helt op til ti meters højde. I dag og i morgen er der orange varsel for kysterne i Galicien med stormvarsel og op til otte meter høje bølger.
Teenager taget med af havet
Redningsmandskab genoptog her til morgen eftersøgningen på en 15-årig dreng, der i går aftes blev trukket ud i havet af en kæmpebølge, da han kom cyklende sammen med en kammerat på havnen Faro da Rapadiora i Foz i Lugo-provinsen.
Ulykken skete klokken 18, og der var her til formiddag endnu intet spor af drengen.
Mand druknet
Og så er en 37-årig mand druknet på det nordvestlige Tenerife. Ulykken skete i går eftermiddag klokken 14:30 ved Camp de Golf i Buenavista del Norte, hvor alarmcentralen fik et opkald om, at en mand var faldet i vandet. Den 37-åriges nationalitet er ikke kendt.
I Santander har ti meter høje bølger ødelagt en del af strandpromenaden. El Sardinero-stranden er stort set væk.
Også langs de baskiske kyster er der sket omfattende skader, og hele området blev i går sat i aller højeste beredskab. Her er der endnu ikke noget overblik over skaderne.
Der er også skete omfattende ødelæggelser langs floden Urumea, hvor fire broer er kraftigt beskadiget. Her er gelænder og rækværk helt væk.
På strandpromenaden Paseo Nuevo i San Sebastián er dele af muren helt væk. Her er der flere steder op mod en meters vand, og i den gamle bydel står huse, garager, kældre og lokaler under vand.
Sne i hovedstaden
I hovedstadsregionen Madrid er der varsel om sne. Der ventes op til seks centimeter sne i bjergene omkring Madrid og mellem to og seks centimeter sne i Henares og Vegas samt i de sydlige og vestlige egne. Snevejret ventes at aftage i løbet af eftermiddagen.
Vintervejret betyder også, at hjemløse er ekstremt udsatte. Med udsigt til nattefrost på minus fire grader i flere byer i den nordlige halvdel af landet har myndighederne fået besked om at gøre en ekstra indsats for at hjælpe hjemløse til at få tag over hovedet.
Madrid får i dag sne og slud med nul – fem grader, Barcelona tiltagende skydække og fem – 13 grader, Valencia letskyet med fem – 16 grader, og endelig får Málaga vekslende skydække og let nedbør med mellem syv – 16 grader.
Video af det vilde vejr
Vejr i Spanien, mandag kl. 15:00
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.