Vilde pøler
Skrevet af Torben Wilkenschildt, søn, 31/08/2014 - 00:00
I kender sikkert alle boligprogrammerne på tv, hvor værten tager seeren med på en kigger i nogle af verdens mest luksuriøse boliger i storbyer ...
I kender sikkert alle boligprogrammerne på tv, hvor værten tager seeren med på en kigger i nogle af verdens mest luksuriøse boliger i storbyer og på landet. Denne gang i Spanien i Dag Weekend gør vi det samme - bare på den våde måde.
Spanien kan nemlig blære sig med at lægge land til et fantastisk udvalg af luksuriøse hoteller og resorter med svømmepøler, der sagtens kan konkurrere med nogle af verdens bedste. Kun fantasien sætter grænser.
En simpel opskrift
Det er egentligt et ret simpelt koncept. Du tager et bassin og fylder det op med vand – så har du en swimmingpool. Men på en varm sommerdag kan en swimmingpool virke som den største opfindelse i verdenshistorien. Tilsætter vi så lidt kreativitet, panoramisk udsigt, fantastiske omgivelser, mulighed for en lidt anderledes forfriskning og lidt lækker musik - ja, så er vi ved at være dér.
Spanien i Dag har fundet blot et udpluk af hoteller og resorter, hvor selv de kræsne får svært ved at finde noget at være mopset over. Nyd disse spanske oaser af ro, afslapning, spænding, oplevelser og sanseindtryk, hvor du kan tage en dukkert, mens du nyder livet.
W Hotel, Barcelona
Barcelonas seneste 'must see' er W Hotels elegante WET pool terrasse og bar, som er den perfekte oplevelse for selv de mest krævende luksus-entusiaster. Den våde bar giver dig både en panoramisk udsigt over Barcelona by og den smukke strand.
Det meget moderne interiør og den slanke arkitektoniske struktur skaber den perfekte atmosfære til den ultimative bytur eller ren afslapning midt i storbyen.
Ud over de udsøgte tapas og eksotiske middelhavs- og orientalsk inspirerede retter svinges lækre cocktails over disken, tilberedt af nogle af Barcelonas bedste bartendere.
Tilsæt den fængslende lounge musik og voilà - et stykke uforglemmeligt hotelophold.
Hacienda Na Xamena, Ibiza
Er du til lidt mere rendyrket afslapning er Hacienda Na Xamenda noget for dig. Spa Hotellet er bygget højt på en klippetop og giver dig en af øens absolut flotteste udsigter.
Den ufatteligt smukke infinity-pool (hvor man ikke kan se pool-kanten og det nærmest flyder ud i ét med havet, red.) giver noget ekstra til den fortryllende udsigt.
Dette er luksus udover alle grænser. Indretningen, som er indisk og indonesisk inspireret, udgør en oase af ro og balance blot 20 minutter fra Ibiza by.
Både gæster og besøgende kan nyde godt af dette fantastiske spa-hotel, hvor alle dine sanser kan forkæles.
Sheraton Salobre Golf Resort & Spa, Gran Canaria
Er du også til golf, er dette et sandt paradis. Nyd en ægte og uovertruffen ferieoplevelse på den sydlige del af Gran Canaria lige ved siden af to 18-hullers golfbaner og med udsigt til havet og bjergene.
Hotellet har flere swimmingpool på forskellige niveauer, der synes at svæve over landskabet, værelser i tidløst design med chaise-longue'er på altanerne og barer og restauranter, der tilbyder et varieret udvalg af drikkevarer og retter.
De spektakulære udendørs pool- og spa-områder omringet af den smukke, kanariske flora og fuglesang. Det garanterer en komplet wellness-oplevelse og en af Spaniens mest fotograferede solnedgange. Forståeligt nok.
Gran Hotel Nagari Boutique & Spa, Vigo
Hotellet er en sand perle beliggende i Vigos historiske centrum og tilbyder et anderledes fristed kun en spytklat fra lokale seværdigheder og bare få minutters gang fra Vigo Havn.
Poolen har indbyggede massage-funktioner såsom svanehalse, vulkaner der skyder op fra bunden og boble-senge, der masserer hele bagsiden af kroppen.
Ud over den fantastiske pool er der to opvarmede jacuzzier, hvoraf den ene er overdækket, samt et solarium. Det teleskopiske glastag åbner eller lukker på et par sekunder afhængigt af vejrforholdene.
Glastaget kan skydes til siden...
...eller trækkes for
Om natten omdannes poolområdet til en moderne lounge-bar, der tilbyder et helt nyt perspektiv på byen, samtidig med at du kan nyde de bedste cocktail.
Den hyggelige lounge-bar skaber et helt nyt rum
Byens smukke skyline kan beundres fra hotellets fantastiske tagterrasse og pool
Denne lounge bar er åben for offentligheden, så hvis du er i byen med venner, kan du overraske dem med en tur på toppen.
Hotel SHA Spa & Wellness, Valencia
SHA ligger på en bjergside med udsigt over Middelhavet. Det milde og behagelige mikroklima i området garanterer behagelige temperaturer hele året rundt og er derfor det oplagte sted at slappe af og genoplade batterierne.
Komplekset omfatter flere store swimmingpool og vandfald, tropiske haver samt flere andre rekreative områder.
Ud over det helt utrolige poolområde er der wellness-området, som dækker et areal på mere end 2.000 kvadratmeter.
Du kan også nyde massage og behandlinger udendørs i et unikt miljø med private behandlingszoner placeret nær infinity-poolen. I nærheden finder du også flere golfbaner og ikke færre end fire marinaer.
Verdens bedste?
Vi har givet dig et lille indblik i nogle af Spaniens bedste og smukkeste pøler, som du selv kan besøge. Vi på redaktionen har i hvert fald fået blod på tanden. For at afslutte lidt uden for andedammen vender vi snuden ud i verden. Som nævnt i starten er det jo faktisk kun fantasien der sætter grænsen - hvis altså pengepungen er ved godt helbred.
Jay Dweck har tidligere arbejdet for Goldman Sachs Group Inc. og Morgan Stanley, så her er penge i hvert fald ikke noget problem. Han har taget det med svømmepøler til et helt nye niveau.
Spil for galleriet eller ret fedt?
Han har designet en pool i sin kæmpe villa nord for New York, der ikke ligner andre pøler. Den er formet som en gigantisk violin, hvor omkring 5.600 fiberoptiske kabler lyser de flerfarvede ”strenge” op om aftenen.
- Idéen er at forbedre livskvaliteten ved hjælp af teknologi, siger han.
Og for at afslutte på den helt globale måde har vi fundet en film, som præsenterer et bud på ti de bedste pøler i verden.
Tilgængelig for gangbesværede
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.