Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Vildt regnvejr

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 13/10/2014 - 10:39

Vejr og natur


Vindstød af orkanstyrke og styrtregn fejede i weekenden hen over Andalusien og efterlod et spor af oversvømmelser, væltede træer og skader p...

Vindstød af orkanstyrke og styrtregn fejede i weekenden hen over Andalusien og efterlod et spor af oversvømmelser, væltede træer og skader på huse og bygninger.

 

Der er rapporter om over 200 skader forskellige steder i den sydspanske region. I Córdoba Provinsen modtog 112 i løbet af natten til søndag 90 opkald fra nødstedte borgere. I Sevilla var tallet 60.

 

Halv meter vand i gaderne
Værst ramt er den nordvestlige del af regionen. I Córdoba er store grene knækket af, hele træer er væltet, tagsten er blæst af, og affaldscontainere og bænke blæst væk.

 

I Aguilar de la Frontera var indbyggerne uden strøm i flere timer, og omkring et dusin boliger i Fuente Ovejuna blev oversvømmet, da en flod i løbet af få timer gik over sine bredder.

 

Huse, butikker, barer og kontorlokaler kæmpede med en halv meter vand i gaderne i La Carlota, Villafranca, Posada og Córdoba Provinsen.

 

Lang weekend i Sevilla

I udkanten af Sevilla - især i Dos Hermanas, Utrera og Alcalá de Guadaira – har redningstjenesten haft en lang weekend.

 

Veje blev afskåret, og der er rapporter om oversvømmelser i Lebrija El Viso del Alcor og Los Palacios. Flere beboelseskvarterer var lørdag aften uden strøm.

 

Der er rapporter om mindre uheld i resten af den sydspanske region. I Granada, Jaén og Málaga er der også faldet kraftig nedbør, men der er ikke sket så voldsomme skader som i Córdoba og Sevilla - selv om det var Málaga Provinsen, der blev vådest.

 

Mest regn i Málaga


Málaga faldt der natten til søndag 31 mm, i Ronda 26, i Torremolinos 17 og i Rincon de la Victoria 11. Og i løbet af søndag kom der faktisk så meget vand, at brandvæsenet advarede folk om at køre ud.

 

I Ronda er der sket oversvømmelser i bycentrum, og i industrikvarteret ved siden af kirkegården stod et trælager søndag helt under vand. En bil flød med vandet på Avenida Esperanza de la Paz, og tilkørslen til parkeringspladsen på Plaza Duquesa del Parcent var spærret af en kæmpe gren.

 

Regionen i syd blev også rusket godt igennem. Der blev målt op til 30 sekundmeter i Algarrobo, der ligger i den vestlige del af Málaga-provinsen og 22 sekundmeter i Doña Mencía i Córdoba.

 


Huelva ramt af oversvømmelser
Også i Huelva Provinsen, der støder op til den portugisiske grænse, er der sket oversvømmelser.

 

I lavtliggende egne og i marskområderne ved Cartaya (foto til denne artikel, red.), Isla Cristina og Lepe skete der flere oversvømmelser, da der lørdag eftermiddag mellem klokken 15 og 16 faldt 30 mm nedbør.

 

Huse og butikslokaler blev fyldt med vand, og der skete enkelte trafikuheld på landevejene A-5052 og A-5053 i Cartaya-El Rompido, da vejbanen stod under vand.

 

Ikke slut endnu


Mere regn og torden i det næste døgn
Sydspanien får i dag ret pænt vejr med mest tørt vejr og en del sol, men i morgen kommer et nyt uvejr hen over regionen med kraftig regn.

 

I de vestlige egne kan der endnu komme torden og byger.

 

Syv provinser i den sydvestlige del af landet er i gult niveau på grund af regn. På Balearerne, i Murcia, Almería, A Coruña og Pontevedra er der varsel om høje bølger.

 

I resten af landet skyet, mulighed for tordenbyger. På De Kanariske Øer skyet og mulighed for let nedbør. 

 

Myndighederne havde meget travlt søndag

 

 

Rundt omkring i dag

Madrid får skyet til overskyet vejr, og der kommer regn. I dag mest skyet, i løbet af eftermiddagstimerne en smule sol mellem skyerne, men der kommer også regn. Sne i højder over 2.100 meter. Temperaturer mellem ti og 17 grader. I nat overskyet, torden og regn, og det våde vejr fortsætter i de næste dage.

 

I Barcelona skinner solen hele dagen med svag til let vind fra syd og mellem 17 og 22 grader. I nat mere skyet og mulighed for let nedbør. I højder over 2.400 meter nedbør i form af sne.

 

Vejret i Spanien, mandag klokken 14:00
 

 

Valencia får i dag pænt meget sol, og det bliver tørt, men i løbet af eftermiddagen kommer der flere skyer på himmelen. I nat overskyet og kraftig nedbør, som fortsætter til morgen middag, hvorefter der kommer opklaring. Mellem 15 og 20 grader.

 

Málaga får i dag nogen sol, og det bliver tørt - især først på dagen, men hen under aften bliver det mere skyet, og der kommer efterhånden regn. I nat kraftig nedbør, som dog aftager i løbet af de tidlige morgentimer. Mellem 16 og 24 grader.

 

Vejret i Spanien, tirsdag klokken 14:00

 

På Mallorca kommer der i eftermiddag en del sol og det bliver tørt. Mellem 17 og 25 grader. Men fra i aften efterhånden skyet og der kommer i morgen en del regn især om eftermiddagen. Sidst på dagen opklaring og kun enkelte byger.

 

Gran Canaria får fint efterårsvejr. Først på dagen let skyet men efterhånden opklaring og en del sol. Svag vind fra nord og mellem 18 og 23 grader. I morgen en smule koldere, men ret solrigt.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.