Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Vejret: Værste vinterstorm i årevis

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 12/12/2013 - 12:00

Vejr og natur


Det regner, stormer, tordner og lyner stadig på De Kanariske Øer, men efter flere dage med ekstrem fare ser det værste nu ud til at være ove...

Det regner, stormer, tordner og lyner stadig på De Kanariske Øer, men efter flere dage med ekstrem fare ser det værste nu ud til at være overstået. Nu skal der gøres status efter uvejret, der har resulteret i oversvømmelser, sammenstyrtninger og dødsfald.

 

Lokalstyret for de populære spanske ferieøer har besluttet fortsat at suspendere undervisningen på skolerne på Tenerife, mens resten af øerne nu stille og roligt forsøger at vende tilbage til normale tilstande.

 

 

Tenerife har i nat været i allerhøjeste beredskab på grund af kraftig regn og torden. Der var varslet rødt beredskab – hvilket betyder ekstrem fare – på grund af udsigt til kraftig regn. Her til formiddag blev varslet sænket til orange.

 

På resten af ø-gruppen forsøger man nu at få et overblik over skaderne efter den værste vinterstorm i årevis.

 

To døde - indtil videre

 

Orkanen har intil videre kostet to mennesker livet. En 62-årig russisk turist trodsede tirsdag et badeforbud i San Agustin på Gran Canaria og tog sig en svømmetur i det oprørte hav. Kvinden har været meldt savnet lige siden.

 

En 17-årig dreng er omkommet og en 13-årig pige er alvorligt kvæstet, efter at de blev ramt af et jordskred på den vestlige del af Gran Canaria. Alarm-centralen fik tirsdag eftermiddag klokken 17:15 et opkald om, at de to unge var styrtet ned i en slugt i La Ladera de Palmoral, der ligger i La Aldea de San Nicolás Kommune på Gran Canaria. Der blev med det samme indledt en eftersøgning, men uden resultat.

 

Onsdag morgen blev eftersøgningen genoptaget, og de to unge blev fundet i slugten. Den 17-årige var da død, og den 13-årige pige var alvorligt kvæstet og blev kørt til Doktor Negrin-sygehuset i Las Palmas.

 

166 mm regn i løbet af et døgn

 

Voldsom regn over Tenerife har ført til sammenstyrtninger, oversvømmelser og at flere veje står under vand eller heer spærret på grund af jordskred. Værst ramt er Granadilla, Adeje, Guía de Isora, Arona og San Miguel, hvor flere boliger er helt isoleret fra omverdenen.

 

I Santa Cruz har der været strømafbrydelser, og hovedgaden Avenida de Venezuela stod i går aftes fortsat helt under vand. I forstaden Los Silos er der faldet 166,6 mm nedbør i løbet af et enkelt døgn. Veje og tunneler blev lukket, og flere biler blev ganske enkelt ført med af vandmasserne. Ingen er dog her kommet alvorligt til skade.

 

 

Turister fanget på bjerget

En gruppe turister nåede ikke at komme af sted i tide og blev fanget på bjerget Teide, da vejene blev lukket. Al færdsel i naturparkerne på øen blev tirsdag forbudt på grund af livsfare.

 

 

Motorvej TF-1 på Tenerife har været helt oversvømmet, og også her er flere biler blevet revet med af de voldsomme vandmasser. Kraftig nedbør forvandlede kørebanerne til en rivende flod. To biler blev taget med af vandet under broen ved Guaza i Arona på det sydlige Tenerife. Heldigvis kom ingen bilister til skade.

 

 

Fly skred ud

Et Binter Canarias-fly med 51 passagerer og fire besætningsmedlemmer skred tirsdag ud fra landingsbanen på Tenerife. Uheldet skete klokken 18:50, da Flight NT 169 fra Gran Canaria skulle lande på flyvepladsen i det nordlige Tenerife.

 

 

Der lå så meget vand på banen, at flyet røg ud i decideret aqua-planing og havnede i græsset. Flyvepladsen blev efterfølgende lukket for trafik, så mange fly blev dirigeret til andre lufthavne, mens flere afange blev udsat, så flyene måtte vente i lufthavnen, da ingen kunne hverken lette eller lande.

 

Over 100 flyvninger er i løbet af de seneste dage blevet aflyst på Kanarie-øerne på grund af stormen.

 

Stærk storm og tusindvis af lyn

 

I Santa Cruz på Tenerife er der blevet målt blæst på helt op til 35 meter i sekundet, hvilket svarer til orkan. Orkanen blev ledsaget af et voldsomt tordenvejr. Alene i går blev der registreret 3.800 lyn, og 3.500 boliger har efterfølgende været uden strøm.

 

Langs kysterne har der været ekstremt høje bølger, og flere lystfartøjer og fiskeskibe er beskadiget. En sejlbåd rev sig løs af fortøjningen og gik på grund i Las Palmas.

 

Se videoer af det vilde vejr:

 

 

Resten af Spanien

Ud over De Kanariske Øer bliver Galicien også ramt af kraftig nedbør, som i dag trænger ind over landet fra vest.

 

I resten af landet bliver det mest tørt og letskyet.


Madrid får let skyet vejr med minus tre til 9 grader, Barcelona får let skyet med syv til 14 grader, Valencia får også let skyet vejr med fem til 16 grader og Málaga får let skyet med 12 til 20 grader. 

 

Vejr i Spanien, torsdag kl. 15:00

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.