Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Vinter fra i morgen

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 26/11/2012 - 11:25

Vejr og natur


Det første strejf af Kong Vinter kommer i morgen, når temperaturen flere steder dykker med helt op til otte grader. Der kommer også sne mang...

Det første strejf af Kong Vinter  kommer i morgen, når temperaturen flere steder dykker med helt op til otte grader. Der kommer også sne mange steder, i den nordlige del af landet falder snegrænsen til 900 meters højde.

 

- Så find bare vanter og halstørklæde frem, for vinteren er på vej, siger talsmand for Meteorologisk Institut AEMET, Alejandro Lomas.

 

Selv om der har været dage med kulde og sne, har Spanien i det meste af november været underlagt en slags ”forlænget efterårs-vejr” med regn og blæst. Men det bliver nu afløst af koldere vejr fra nord.

 

Køligere fra i morgen

Et lavtryk bevæger sig langsomt ned over halvøen nordfra og rammer Middelhavskysterne i løbet af i morgen.

 

Mens der i første omgang er udsigt til koldt vejr og mere sne, bliver vinterkulden holdt tilbage af et andet lavtryk, som i løbet af ugen bevæger sig fra den Portugisiske kyst mod øst  med mildere temperaturer, regn og blæst. Det betyder, at det vil være koldt i Nordspanien, mens resten får mildere temperaturer.

 

I det vestlige Galicien, nord for Lugo og Picos de Europa, kommer der kraftig blæst med vindstød på 100 km/t, så her er myndighederne oppe på dupperne og i forhøjet alarmberedskab.

 

Storm, bølger over oversvømmelser

Det samme er tilfældet på De Kanariske Øer, hvor myndighederne advarer om meget kraftig blæst. Årsagen er et lavtryk fra Atlanterhavet, som kommer med både regn og blæst af stormstyrke.

 

Fire veje på La Palma er i dag lukket på grund af oversvømmelser og kraftig regn. Også på Tenerife er der problemer med trafikken på flere veje, og  Garachio-tunnelen er spærret på grund af oversvømmelser.

 

Starten på den store ARC-regatta fra Las Palmas på Gran Canaria til Santa Lucia med er blevet udsat fra søndag til tirsdag på grund af det dårlige vejr, skriver Canariajournalen.

 

Aemet varsler kraftig storm på den vestlige del af De Kanariske Øer, mens der er stormvarsel på både Gran Canaria, Fuerteventura og Lanzarote i dag og i morgen.

 

Der er meget høje bølger på fire til seks meter ved kysterne på øerne i vest, og bølger på over seks meter ved La Palma.

 

Derudover forventer myndighederne kraftig nedbør - helt op til 15 mm. på en enkelt time, og op til 60 mm. på 12 timer. Vejrvarslet gælder frem til midnat.
 

 

Vil du dele en skøn julebuffet med teamet bag Spanien i Dag og Radio Solymar? Klik her for at læse nærmere...

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.