Virkelighedens svære virkelighed

Måske er virkelighedens verden ikke anderledes, end den altid har været. Men det er nu engang den, jeg lever i, og som mine børn og børnebørn fortsat skal leve videre i.

Jeg elsker mit isolerede liv og alle de gode oplevelser, det giver mig. Men jeg vil ikke fornægte, at de globale begivenheder sænker visse sorte skyer både i nuet og for fremtiden.

De utallige drab, der er sket på børn, kvinder og andre civile, siden Rusland invaderede Ukraine den 24. februar 2022 og den fredsløse udsigt.

To år siden Taliban overtog magten i Afghanistan, hvor kvinder og piger blev sat tilbage til Middelalderen. Jordskælvet i Afghanistan her i starten af oktober, hvor tusinder døde, som vi ikke siden har hørt så meget om.

Undertrykkelsen af kvinder og piger i Iran.

Jordskælvet i Tyrkiet og Syrien i februar i år, hvor over 50.000 mennesker døde, og mindst to millioner blev hjemløse. Det hører vi heller ikke så meget om mere.

Og dråben, der fik bægeret til at flyde over.

Massedrab og direkte henrettelser af hundredvis i Israel og en udvikling, der kun er til at frygte. Tusinder døde i Israel og på Gazastriben, hvor halvdelen af de cirka to millioner indbyggere er børn. Nu uden vand og mad, forlyder det.

Onsdag hentede jeg mit barnebarn Andrea fra skolen. Jeg stod og ventede sammen med forældre og andre bedsteforældre, der alle glædede sig til at hente børnene, der glade kom gående hånd i hånd efter deres lærer.

De mange billeder af børn, som vi har set fra katastroferne, kunne ikke lade være med at poppe op på min hornhinde. Jeg var lige ved at skrige: Er I klar over, hvor heldige I er?

I den forgangne uge har gaderne i byen været fyldt med festklædte folk i forbindelse med feriaen. Den ene flottere og gladere end den anden. Billedet af en mor med sit sårede eller døde barn poppede op.

Naturkatastroferne er det vanskeligt at give nogen ansvaret for. 

Anderledes forholder det sig med undertrykkelse, krige og terrorhandlinger.

Er det alverdens statsledere, der er uegnede - eller er det verdens befolkning, der er uegnede til at vælge de rigtige ledere?

Jeg er så naiv at tro, at verdensbefolkningens store flertal ønsker fredelig sameksistens, at kunne blive mætte og ikke tørste, og at se deres børn og børnebørn vokse op under trygge forhold med udsigt til en meningsfuld udvikling.

Under Golfkrigen i 1990 sagde en klog libaneser til mig: “Der er kun krig dér, hvor der er penge”.

Måske havde han ret. Alt for mange statsledere er mere fokuserede på penge og magt end på at skabe fred.

Med håbet om, at fremtiden kan byde på mere byfest og farver end krig og blod ønsker teamet bag Spanien i Dag dig en god weekend.

Torben Wilkenschildt