Virker dit sygesikringskort?
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 11/07/2013 - 07:00
Sundhed & sygdom
Det nytter ikke noget, at International Sygesikring siger, at danskere sagtens kan nøjes med det Gule Sygesikringskort på ferien i et andet EU...
Det nytter ikke noget, at International Sygesikring siger, at danskere sagtens kan nøjes med det Gule Sygesikringskort på ferien i et andet EU-land. Og er du fastboende i Spanien, kan du ikke være sikker på, at det spanske kort virker i hele Spanien.
I Spanien siger flere offentlige lægecentre nemlig nej til kortet og kræver egenbetaling – stik mod det der står på Patientombuddets oversigt over de ydelser, der dækkes af det Gule og det Blå Sygesikringskort.
Afviser det gule
Praksis er, at patienten bliver opkrævet mellem 40 og 50 euro for en konsultation. Det siger Inga Finsen, der i mange år har arbejdet som frivillig tolk ved lægecentret Centro de Salud i Las Lagunas i Mijas, Málaga. Sundhedscentret tager kun imod turister, der medbringer det Blå Sygesikringskort.
Det duer heller ikke blot at tage det Gule Sygesikringskort med, og så ringe til vagtnummeret på bagsiden af kortet og få vejledning fra døgnvagten, sådan som chefkonsulent Vibeke Lemche fra International Sygesikring ellers anbefaler, at man gør.
Den offentlige rejsesygesikring i Danmark administreres nemlig af SOS International A/S, der står fast på, at det almindelige gule sygesikringskort gælder i alle EU-lande, og er på flere områder endda ”bedre” end det blå.
Men nej.
- Jeg har aldrig hørt om, at man ringer fra et sundhedscenter til en dansk vagttjeneste for at høre, om et kort er gyldigt. De gør man simpelthen ikke, siger Inga og understreger, at hvis man ikke har det Blå Sygesikringskort, så er det at betale ved kasse 1.
Og alle rejsende skal have hvert sit kort - uanset alder.
Hør interview med Inga Finsen her
Problemer ved rejse i Spanien
Men det er ikke kun for danske statsborgere, at der er usikkerhed om sygesikringskortets gyldighed.
En patient med et andalusisk sygesikringskort kan nemlig risikere at blive afvist i en anden spansk region, hvis hun eller han ikke har det ”rigtige” sygesikringsnummer med sig.
Flere selvstyrende regioner har nemlig et specielt sygesikringskort, med et sygesikringsnummer, der kun gælder i den pågældende region.
Så hvis man for eksempel har et catalansk, valenciansk eller andalusisk sygesikringskort, skal man tjekke, om der på kortet står det nummer, som gælder for det landsdækkende Seguridad Social eller om det kun gælder for den region, man bor i. I Málaga starter tallet med 29 og efterfølges af 10 cifre.
Blåt er bedst
Paradoksalt nok, er det Blå Sygesikringskort det bedste, hvis du som fastboende i Spanien skal på ferie i andre regioner. På det blå står nemlig patientens nationale sundhedssikringsnummer.
For indbyggere, der er tilmeldt den andalusiske sundhedstjeneste, er den letteste måde at tjekke på, om man har et ”gyldigt” nummer på kortet, ved at tjekke farven på sygesikringskortet. Hvis det er rødt (Seguridad Social), betyder det, at kortet er påført det nationale sygesikringsnummer, og dermed brugbart i resten af landet.
Men hvis det er grønt (Tajeta Sanitaria Individual), skal du selv sørge for at få fat på det nationale sygesikringsnummer, eftersom det, der står på kortet, kun gælder for det andalusiske sundhedsvæsen. Det samme gælder for indbyggere i Catalonien, der har deres eget kort fra El Instituto Catalán de la Salud.
Så hvis du bor i Spanien og skal på ferie i andre regioner, så tjek lige om du har EU-sygesikringskortet med – for så er du i det mindste sikker på at blive dækket, hvis du skal til lægen eller får brug for receptpligtig medicin.
Læs i morgen om det spanske sundhedsvæsens planer om at lave et nyt sygesikringskort, der skal dække i alle regioner.
Kommentarer
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.