Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Vores nye, flyvende virkelighed

Skrevet af Kathrine Hesner, lør, 30/07/2022 - 07:00

Klumme

Pandemien trak den helt store håndbremse for vores rejseri, og det er bare ikke rigtigt blevet det samme igen. Skal vi bare vænne os til det?

Aflyste fly, strejker, kilometerlange køer og dyrere flybilletter. Er det vores nye virkelighed?

Umiddelbart virker det sådan. Det er i hvert fald, hvad der har sat dagsordenen for sommeren 2022.

Personalet vil have mere i løn eller i hvert fald bare en flaske vand, når de flyver rundt og servicerer os i luften. Og det er vel egentligt fair nok…

Det er bare træls, at det lige er en kamp, der skal kæmpes, når Familien Damnark nu har smidt sparepengene efter den længe ventede Mallorca-ferie. Kunne det der personale ikke bare lige have ventet lidt… 

Eller kan de ikke bare finde et andet arbejde? Kan du ikke lide lugten i bageriet og den slags…

Og er der egentlig ikke også nogen, der har det endnu værre? 

Lige præcis den der såkaldte ‘whataboutism’ er simpelthen så dødirriterende!

Alle andre argumenter kan udgøre en fin diskussion og grundlag til vidensdeling og holdningsændringer. Whataboutism eller whataboutery (som i "what about…? - hvad så med) er en måde at undgå at forholde sig til kritik eller et emne.

“Der er godt nok mange, der har det svært i Spanien efter pandemien. Ja, men hvad så med børn der sulter i Afrika!”

Så er det jo vanskeligt at komme nogen vegne… Så drop lige det der, fokuser på sagen og forhold dig til lige præcis den. 

Og efter mit eget solide sidespring, vender jeg tilbage til emnet: Vores nye virkelighed.

Vi har i alt for lang tid nærmest fået smidt flybilletter i nakken - det er vist fair nok, at de kommer til at koste mere end en busbillet fra Harken til Hjørring! Og det er nok de færreste af os, der ikke har råd til at betale mere virkelighedstro priser for at flyve.

At personalet ikke må få en flaske vand, når de er i luften, sker vist ikke i en virksomhed, der ledes bæredygtigt. Det er også helt okay at kæmpe for at få mere i løn, men det ville nu være fedt, hvis parterne kunne blive enige, inden nuværende overenskomster udløber - datoen kommer vel næppe bag på nogen. Og så burde voksne mennesker også kunne finde ud af at komme med realistiske krav. EasyJets personale har eksempelvis strejket på krav om lønstigning på 40 procent! Altså noget af et lønhop. Få styr på baglandet, så vi ikke skal udsættes for det ene aflyste fly efter det andet. Tak!

Og så er der det med forsinkelserne og køer i lufthavnen. Når mange skal rejse samtidig, vil der naturligt nok opstå flaskehalse. Det er dumt at blive sur over. Hvad det ikke er dumt at blive sur over, er gentagne problemer med massive køer i lufthavnene. Jeg arbejder ikke i branchen, men alligevel kunne jeg nok have gættet, at den første sommer uden covid-restriktioner ville blive ekstraordinær travl - kunne man have oprustet i lidt bedre tid, tænker jeg?

Og når vi så er færdige med at brokke os, kan vi jo altid donere lidt til de der børn i Afrika...

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend

Kathrine Hesner

Kommentarer

Eller donere til de børn, der har det svært, uanset hvilket land de befinder sig i.
Svar

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.