Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Zapatero i krydsild

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 09/12/2010 - 12:34

Samfund og Politik

Spaniens ministerpræsident, José Luis Rodríguez Zapatero, er her til formiddag i krydsild i forbindelse med den særlige undtagelsestilstand, 'e...

Spaniens ministerpræsident, José Luis Rodríguez Zapatero, er her til formiddag i krydsild i forbindelse med den særlige undtagelsestilstand, 'el estado de alarma', som blev indført i forbindelse med flyvelederstrejken fredag eftermiddag.

I sit indlæg har regeringslederen begrundet sin beslutning om indsættelse af militæret med, at det var for at sikre en regulering af flytrafikken. Ifølge El Mundo har Zapatero nu erkendt, at man i regeringen i forvejen havde haft en mistanke om, at flyvelederne kunne finde på at gribe til yderligheder, men man valgte altså ikke at agere på det.

Zapatero redegør i dag for den særlige undtagelsessituation

Klik her for at følge den direkte transmission i RTVE

Meget tyder på, at regeringen var orienteret om risikoen for, at en stor del af landets flyveledere ville nedlægge arbejdet, hvis regeringen vedtog det omdiskuterede dekret om privatisering af landets lufthavne.

Lufthavnen i Santiago de Compostela advarede allerede torsdag om faren for omfattende arbejdsnedlæggelser. Samme dag gik 10 af de 28 flyveledere i kontroltårnet hjem fra arbejde, efter at de nåede spærregrænsen på de 1.670 arbejdstimer, som de er pålagt årligt. Det samme skete på Gran Canaria. Men de helt tydelige forvarsler fik altså ikke regeringen til at komme ud af starthullerne og mægle, før det hele ramlede.

Erklæringen af den særlige undtagelsestilstand får støtte af det konservative oppositionsparti, PP. Partiets leder, Mariano Rajoy, var en af de mange tusinde passagerer, der fredag blev ramt af lammelsen af det spanske luftrum. Rajoy skulle på ferie hos sin familie på Gran Canaria, men blev fanget af arbejdsnedlæggelserne i lufthavnen i Lanzarote.

Undtagelsestilstanden varer foreløbig 14 dage, men kan forlænges, hvis der er flertal for det blandt kongressens medlemmer.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.