Reaktioner på refleksionernes dag
Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 25/01/2021 - 09:28
Coronavirus Fly & trafik Rejser & oplevelser
CORONA & REJSER: “Jeg er glad for bestemmelsen om, at alle i et fly til Danmark skal være testede, men gælder det også passagerer i transit i dansk lufthavn?”
Lørdagens klumme - Refleksionernes dag - gav flere kommentarer fra læserne. Vi har også anmodet Statsministeriet redegøre for Statsministerens “kontrakt” med befolkningen.
Trygheden ved at flyve til Danmark
Siden pandemiens start har vi på redaktionen hele tiden været bekendt med, at nervøsiteten for at blive smittet i et fly, har afholdt mange fra at rejse. Med den tvungne PCR-test for at kunne rejse ind i Spanien, har flyvningen fra Danmark til Spanien gennem lang tid været så sikker, som det nu engang er muligt.
En læser skriver til os:
“Jeg er glad for bestemmelsen om, at alle i et fly til Danmark skal være testede, men gælder det også passagerer i transit i dansk lufthavn?”
Det er jo klart, at hvis det ikke er tilfældet, kan der jo være visse “huller” i trygheden ved at flyve. Derfor har vi i dag stillet dette spørgsmål til Transportministerens pressechef:
Kære Martin Hein
Transportministeriets bestemmelse om, at alle skal fremvise en højst 24 timer negativ kviktest (antigen) ved boarding på et fly til Danmark, er meget velset blandt vores læsere, der rejser fra Spanien til Danmark.
Det giver dem den længe ventede tryghed ved at flyve.
Men gælder bestemmelsen også for eksempelvis en svensker, der kun rejser fra Spanien til CPH i transit til en anden lufthavn?
Det er flere af vores læsere nervøse for ikke er tilfældet og sikkerheden ved flyvningen derfor er reduceret.
Jeg håber på et hurtigt svar.
Mange venlige hilsner
Torben Wilkenschildt
Mette Frederiksens “kontrakt”
I lørdagens klumme omtalte vi også, at statsminister Mette Frederiksen i et indslag på TV2 News omtalte, at hun havde en “kontrakt” med befolkningen om rejser til udlandet. En kontrakt, som hverken vores læsere eller vi på redaktionen havde kendskab til. Vi er kun bekendt med den gældende lovgivning.
Derfor sendte vi samme dag følgende til Statsministeriet presseafdeling:
Til presseafdelingen
I et interview fredag den 22. januar 2021 på TV2 News henviste Statsminister Mette Frederiksen til, at hun havde en “kontrakt” med danskerne i forbindelse med rejser til udlandet.
Da vores læsere - eller os selv på redaktionen - ikke er bekendt med indholdet i denne “kontrakt”, anmoder jeg venligst om at få den tilsendt med det formål at publicere indholdet i vores avis.
Mange venlige hilsner
Torben Wilkenschildt
Foreløbigt har vi modtaget følgende svar:
Tak for din henvendelse
Vi har modtaget din henvendelse. Vi skal gøre opmærksom på, at Statsministeriet hver dag modtager et meget betydeligt antal henvendelser. Af ressourcemæssige grunde har ministeriet desværre ikke mulighed for at udfærdige et svar på alle henvendelser, men alle henvendelser bliver læst, og Statsministeriet vil vende tilbage til dig, hvis din henvendelse giver anledning til det. Statsministeriet håber på din forståelse herfor.
Drejer din henvendelse sig om Corona/COVID-19 henviser vi til den myndighedsfælles hjemmeside www.coronasmitte.dk samt den myndighedsfælles hotline på telefon 70 20 02 33. Her kan du også finde frem til, hvilken myndighed der er relevant for din henvendelse, hvis du har behov for yderligere information eller hjælp.
Når Statsministeriet modtager henvendelser, behandles personoplysninger. Du kan læse om ministeriets behandling af oplysningerne her https://www.stm.dk/databeskyttelse/
Med venlig hilsen
Statsministeriet
Nu afventer vi konkret svar på spørgsmålet samt svar fra Transportministeriet.
Denne artikel opdateres ved besvarelser.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.