10-års jubilæum i Spanien
Skrevet af Pia Bruun, fre, 19/09/2014 - 12:00
Erhverv & Service
I halvdelen af den tid, Nykredit har været på markedet i Spanien, har vi kæmpet med krisen. Alligevel har Nykredit øget antallet af skandina...
I halvdelen af den tid, Nykredit har været på markedet i Spanien, har vi kæmpet med krisen. Alligevel har Nykredit øget antallet af skandinaviske kunder, og det er blevet fejret med manér.
Omkring 140 feststemte gæster kom for at hylde jubilaren, og der var både danskere, nordmænd, svenskere, spaniere og andre nationaliteter som bevis på, at Nykredit er meget mere end en dansk bank.
Festlig stemning
Pladsen uden for kontoret i Nueva Andalucia var i dagens anledning dekoreret med blå balloner, og der var sat borde op med parasoller for at tage den værste eftermiddagssol.
Chili Gourmet tryllede med lækre tapas og godbidder
En DJ sørgede for musik og underholdning
Livlig snak under parasollerne
Mona Davidsen, Anette Skou og Bjarne Dideriksen
Ana García, Finn Wissenberg samtVilly Brønnum Nielsen og hustru
Anja, Stine og Sandra poserer...
Baggrunden for festen
- Formålet med at have et kontor på Costa del Sol var at være lokalt tilstede i et område, hvor mange danskere købte ferie-eller helårsbolig. På daværende tidspunkt tilbød vi alene lån til danskere, fortæller chef for Nykredits afdeling i Marbella, Christel Mark Hansen, til Spanien i Dag.
Lige så mange nordmænd
- De første år hernede var vores målgruppe hovedsageligt danskere, der købte feriebolig eller flyttede herned permanent. Men de sidste mange år har vi henvendt os til andre skandinaver, og er blevet godt introduceret i både det svenske og det norske miljø. Faktisk er det sådan, at vi i dag har lige mange danske og norske kunder med lidt færre svenske, lyder det fra kontorets faste stab, der ud over Christel også tæller Siw Mosegaard, Johnny Kirkegaard og Kent Malling.
Nykredits niche er realkreditfinansiering med pant i fast ejendom i Spanien.
- Vi tilbyder, at man kan få et boliglån med pant i boligen her i Spanien, på samme måde, som man vil kunne få det hos Nykredit, hvis man køber en bolig i Danmark. Det er vi den eneste danske bank, der gør i Spanien, oplyser Christel.
Nykredit giver op til 30 års løbetid og mulighed for afdragsfrihed.
- Som udgangspunkt tilbyder vi at belåne op til 70 procent af den spanske boligs værdi, men vi kan gå helt op til 80 procent, hvis man samtidig foretager investeringer hos os.
Hvorfor vælge Nykredit?
Christel peger på mange grunde til at vælge Nykredit som sparringspartner, når man vil købe hus under sydens sol.
- For det første fordi vi som de eneste tilbyder favorabel og sikker finansiering. Lige nu er renten også lav – kun 0,42 procent. Den er jo baseret på den europæiske Euribor-rente, så den ændrer sig hvert kvartal, understreger hun.
- Vi er kendetegnet ved, at vi for eksempel ikke har en aldersgrænse i forhold til vores udlån, og så er vi de eneste, har holdt ved markedet og kunderne igennem de sidste ti år, fortæller Christel.
Krisen kradsede
- Krisen har haft den betydning, at vi i en periode har været den eneste danske långiver hernede, og derfor vi har haft en favorabel markedsposition. Det nyder vi godt af i dag, lyder det fra kontoret i Marbella.
Udviklingen på ejendomsmarkedet betød blandt andet, at Nykredit besluttede at sænke den maksimale belåningsgrænse fra 80 til 70 procent, for at imødegå yderligere fremtidige prisfald.
- Der er selvfølgelig nogle kunder som købte, da priserne var på deres højeste. Hvis de har skulle sælge i de seneste år, har flere oplevet et tab. Mange af vores kunder har heldigvis haft mulighed for at stå krisen igennem, siger Christel.
Boligmarkedet
Det spanske boligmarked er i bedring. Det viser statistikkerne med en stigning i boligpriserne på 1,7 procent i andet kvartal 2014. Nykredit Markets havde forventet, at de første stigningstakter i boligpriserne ville komme i slutningen af 2014, og det ny tal er dermed en solid indikation på, at det indenlandsk drevne opsving i Spanien er på rette vej.
- Vi tror, at fremtiden byder på endnu flere attraktive bolig- og formuepleje-produkter, som vi kan tilbyde vores kunder i samarbejde med vores enheder i København. Og så glæder vi os til mange flere hyggelige stunder og arrangementer sammen med vores kunder hernede – dem skal vi helt sikkert have flere af, slutter kontorets leder, der glæder sig over dagens arrangement.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.