12-årig slap fri fra pædofil
Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 03/12/2012 - 12:18
Krimi og katastrofe
Spansk politi jagter en 58-årig britisk sexforbryder, som for to uger siden forsøgte at bortføre en 12-årig pige i hans bil, en sølvgrå Pe...
Spansk politi jagter en 58-årig britisk sexforbryder, som for to uger siden forsøgte at bortføre en 12-årig pige i hans bil, en sølvgrå Peugeot 106.
Hændelsen skete få meter fra dommerkontoret i Velez-Málaga kl. 18.10 den 19. november, men detaljerne er først blevet offentliggjort nu.
Hurtig flugt
Overvågningskameraer ved dommerkontoret viser, hvordan Robert Edward Bill går ud af sin bil og tvinger pigen ind i bilen. Det lykkes pigen at slippe fri ved hurtigt at kravle over i den anden side, åbne døren dér og stikke af. Manden satte sig igen bag rattet og stak af, men undervejs påkørte han en anden bil med den sidedør, som pigen havde ladet stå åben, da hun flygtede.
Politiet jagter nu gerningsmanden, som er en gammel kending af de britiske myndigheder. Den 58-årige tidligere lærer har en hel række af tidligere domme for sexforbrydelser og anses for at være farlig.
Der er tale om en tidligere forretningsmand og medlem af Jehovas Vidne, der menes at være ankommet til Málaga i august.
Seks år bag tremmer
I 2009 blev Robert Edward Bill fundet skyldig i forsøg på at bortføre en fem-årig pige i det nordlige Wales, og for seksuelle overgreb på en bare syv-årig pige samt for at være i besiddelse af 730 børnepornografiske billeder.
Bill fik fire års fængsel for forsøg på bortførelse, halvandet år for sædelighedsforbrydelse og seks måneder for besiddelse af de børnepornografiske billeder.
Politiet har siden anmeldelsen af den mislykkede bortførsel den 19. november finkæmmet huse og beboelsesområder i Velez-Málaga for at finde spor af den forsvundne gerningsmand.
Manden kategoriseres som en farlig sexforbryder, og politiet beder derfor alle, der mener at have set ham eller kender noget til hans opholdssted om at kontakte nærmeste politistation.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.