Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

13.000 udlændinge slettet

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 10/09/2013 - 11:01

Samfund og Politik Sundhed & sygdom


Folkeregisteret i Málaga Provinsen har slettet 13.000 udlændinge, der ikke har deres opholdstilladelse i orden. Det betyder, at de ikke længe...

Folkeregisteret i Málaga Provinsen har slettet 13.000 udlændinge, der ikke har deres opholdstilladelse i orden. Det betyder, at de ikke længere kan benytte sig af offentlig service og tjenesteydelser.

 

Der er tale om ikke-EU borgere, der ikke har overholdt fristen for fornyelse af deres opholdstilladelse (”residencia”) inden for de to år, som loven kræver. Hvis ikke de overholder fristen, skal kommunerne slette dem fra folkeregistrene – sådan dikterer loven.

 

Men mange kommuner forsøger at omgå reglerne, for at undgå at gå glip af statens tilskud.

 

Mister over en million

En opgørelse over indbyggertallet i Málaga Provinsen per 1. januar 2013 viser, at der dengang var registreret 294.423 udlændinge, svarende til 18 procent af de i alt 1,6 millioner indbyggere. Heraf er de 114.000 personer fra ikke-EU-lande, mens resten - 179.892 personer – svarende til 61 procent, kommer fra et EU-land.

 

Nedgangen på de 13.000 udlændinge, der ikke har fornyet deres opholdstilladelse, svarer til et fald i antallet af udenlandske residente på fire procent.

 

Med et lavere indbyggertal går kommunerne altså også glip af tilskud fra staten. Tabet af de 13.000 udlændinge svarer til en nedgang i kommunernes indtægter fra staten på omkring 1,1 million euro, og det er årsag til, at kommunerne nøler med at slette de ”ulovlige” udlændinge fra deres registre.

 

Krise og manglende oplysning

Årsagen til nedgangen er dels, at flere udlændinge fra ikke-EU-lande er hårdt ramt af krisen i Spanien og tvunget til at rejse tilbage til deres hjemlande. Men også manglende kendskab til de nye regler betyder, at udlændinge ikke opfylder kravene og dermed mister adgangen til offentlige ydelser.

 

De har derimod fortsat ret til lægeassistance på lige fod med resten af indbyggerne i Sydspanien. Den andalusiske regering har nemlig besluttet ikke at ekskludere illegale udlændinge fra adgangen til lægehjælp, som det ellers er tilfældet i flere andre regioner.

 

457.000 personer er tilmeldt det andalusiske sundhedsvæsen, El Servicio Andaluz de Salud, som råder over 24 lægecentre på strækningen fra Torremolinos til Manilva. 20 procent af alle de tilmeldte er udlændinge.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.