Svensker klar til at styre
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 05/12/2013 - 01:00
Samfund og Politik
Der er lagt op til en meget spændende dyst om formandsposten for PSOE i Fuengirola, efter at svenske Johanna Forssell forleden besluttede at st...
Der er lagt op til en meget spændende dyst om formandsposten for PSOE i Fuengirola, efter at svenske Johanna Forssell forleden besluttede at stille op mod sin dansktalende kollega og tidligere spidskandidat, Javier García León. Han er ikke nervøs, men mener endda at en helt tredje også bør stille op.
Partiets hidtidige nummer to i kommunalbestyrelsen i Fuengirola, Johanna Forssell, siger, at hun er klar til at tage kampen op mod lokalafdelingens tidligere borgmesterkandidat.
Det sker under en afgørende afstemning blandt 200 delegerede fra PSOEs lokalafdeling i Fuengirola på en ekstraordinær generalforsamling i aften, den 5. december.
García León meddelte sidste uge, at han genopstiller til formandsposten, og det betyder, at partiets medlemmer nu skal tage stilling til, om det skal være advokat Javier García León, der fortsat skal lede partiet frem til næste kommunalvalg i 2015, eller om formanden skal hedde Johanna Forssell.
"Nogle er bare bedre"
Den svenske ”nummer-to” stiller op under mantraet ”Et projekts styrke”, hvorved hun vil samle kræfterne efter den seneste tids splittelse mellem de to fraktioner i partiet.
- Vi skal samle alle kvinder og mænd i Fuengirola, så vi udgør et reelt alternativ til den nuværende konservative ledelse, siger Forssell til Laopinionsdemalaga.com.
- Nogle er bedre til at samle partiet og droppe intern polemik end andre, og de kan give stabilitet og samling, siger hun.
Forssell siger, at hun er imod personfikseret politik og koncentration af flere poster på få personer med en klar hentydning til sin modstander og hidtidig formand, Javier García León.
Kom ind i kampen
Men Javier García León ryster ikke i bukserne. Tvært imod hilser modstanderen velkommen i kampen om formandskabet og mener endda, at endnu én partifælle bør stille op.
- Jeg respekterer min modstander, og jeg opfordrer samtidig den nuværende talsmand til også at stille op, da jeg mener, at det er hans moralske pligt, siger han til Spanien i Dag.
PSOEs afdeling i Fuengirola røg ind i en akut krise, da det i juni lykkedes tre medlemmer, deriblandt Forssell, at fratage León posten som partiets talsmand i kommunalbestyrelsen. Ny talsmand blev Juan Pedro Álvarez, og partiet har derefter været splittet i to lejre, indtil Javier García León i oktober besluttede at gå af.
Partiets nye leder kender vi navnet på efter generalforsamlingen i aften.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.