Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Alvorlig flyulykke i Madrid

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 18/04/2013 - 12:05

Fly & trafik Krimi og katastrofe


- Det var på denne måde 113 passagerer omkom med Concorde-flyet, der startede fra Paris, siger flylederne i kontroltårnet i Madrid Barajas lu...

- Det var på denne måde 113 passagerer omkom med Concorde-flyet, der startede fra Paris, siger flylederne i kontroltårnet i Madrid Barajas lufthavnen. Kaptajnen informerede hverken om ulykken eller sårede besætningsmedlemmer.

 

Tirsdag den 16. april klokken 14:58

En Boeing 767-200 fra luftfartsselskabet Aeromexico, skal starte på bane 18R med Mexico City som destination. Der er 254 passagerer ombord på det 23 år gamle fly.

 

Ved take-off sker uheldet, som med 65 procent sikkerhed vurderes at være grundet menneskelige fejl: flyet banker haleenden ned i startbanen, hvorved store dele af flyets skrog beskadiges.

 

Samtidig såres to fra kabinepersonalet, der sidder bagest i flyet.

 

Melder kaptajnen noget om uheldet til kontroltårnet?

 

Nej!

 

 

Kæmpe risiko

Umiddelbart efter fortsætter flere andre fly med take-off fra samme startbane. Det er andre flytyper, der ikke kræver lige så stor længde for at gå i luften, og derfor opdager piloterne på disse fly ikke vragresterne længere fremme på startbanen.

 

Klokken 15:29

En Airbus 330-200 fra luftfartsselskabet Air Europa starter ligeledes på bane 18R med Carascas som destination. Der er 196 passagerer ombord på det store fly, der kræver større længde for take-off.

 

Inden Airbus'en går i luften, rammer det forreste landingshjul en vragrest på startbanen. Flyet har allerede passeret "the point of no return”. Det går i luften, og straks rapporterer kaptajnen til kontroltårnet. Han ved ikke, hvad der er sket og umiddelbart efter besluttes det, at flyet skal smide brændstof og vende tilbage til lufthavnen.

 

Paris-tragedien

Flylederne er rystede i kontroltårnet og udtaler efter episoderne, at netop metalrester på startbanen var årsagen til, at et Concorde-fly den 25. juli 2000 eksploderede efter starten på vej mod John F. Kennedy lufthavnen i USA.

 

Flylederne understreger også, at det er helt umuligt, at piloterne ikke var klar over, at de havde banket flyets bagende ned i startbanen. I den forbindelse udtaler de skarpt, at det var helt uansvarligt, at de ikke straks meddelte nødsituationen til kontråltårnet.

 

Lidt senere kontakter kaptajnen på Aeromexico-flyet kontroltårnet og melder om problemer med trykket i flyet og anmoder om at vende tilbage til Madrid. Kaptajnen beordres til at smide brændstof inden landing i Madrid Barajas.

 

Klokken 16:25

Aeromexico-flyet lander i Madrid og de betydelige skader på flyets bagende konstateres. De sårede besætningsmedlemmer kommer under behandling.

 

Flyet fra Air Europa er sendt syd for Portugal, hvor det cirkulerer i over fire timer for at bruge mest muligt brændstof. Det sker af sikkerheds- og miljømæssige årsager inden landing.

 

Klokken 19:40

Air Europa-flyet lander i Madrid. Det kunne konstateres, at der var sket skade på det forreste landingshjul.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.