Andeskrog til 172 euro
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 02/01/2024 - 07:00
Ulykke
En rystende hund satte familien på den anden ende…
Fredag aften skulle min datter Patricia, mit barnebarn Andrea og jeg få gjort kål på andeskroget fra juleaften. Det var blevet opbevaret på køl i en vacuumplastikpose, så det var helt ok de fem dage efter.
Don Pablo - hunden - var meget interesseret efter at have registreret duften. Ikke mindst af den sovs, som det lykkedes mig at fikse på basis af de resterende æbler og svesker, en Knorr hønsebouillonterning - min favorit - piskefløde, en bette sjat ketchup og rigeligt med ribsgelé. Ikke helt så god som den ægte andesovs juleaften, men ganske tæt på…
Jeg havde fået skåret alt spiseligt af - utroligt meget - og varmet lerskålen i mikroovnen med en smule vand i bunden.
Det blev faktisk et herremåltid!
Helt, helt uden for normen fik Don Pablo et par af de ikke-spiste rester med lidt sovs i madskålen.
Da jeg tog ud af bordet, tabte jeg en kniv på gulvet. Satte lige tallerkenen på køkkenbordet og gik tilbage for at samle kniven op.
Kniven var væk!
Jeg ledte, men fandt den ikke.
Don Pablo begyndte at opføre sig underligt. Rystede, gik et sted hen, hvor han ellers aldrig er.
- I må hjælpe mig med at finde kniven, sagde jeg til Patricia og Andrea.
Vi ledte som åndssvage, men kunne ikke finde den. Og Don Pablo fortsatte med at ryste og være svært underlig…
Det kan da ikke være rigtigt, at han har slugt en kniv på 22 centimeter…
Vi besluttede at ringe til et dyrehospital med døgnvagt i nærheden og forelægge situationen. For ja, hvad ville du have gjort?
- Såfremt hunden skulle have slugt kniven, vil det nok være klogt at tage et røntgenbillede, inden den når til tarmene - selvom det lyder meget usandsynligt…
Selvfølgelig var vi nervøse og ikke mindst Andrea, der skulle trøstes. Men alle mand i bilen!
På 10 minutter nåede vi Hospital Animal Bluecare ved El Faro, Mijas Costa.
En dyrlæge gik straks i gang med et stetoskop og et termometer, mens en anden registrerede Don Pablo og ejerforholdet. Efter kort tid kom en anden dyrlæge. Vi fortalte om situationen, havde taget en tilsvarende kniv med, og hun tog Don Pablo med til røntgen uden protester fra ham.
Et kvarter var la-a-a-ng ventetid…
- I må hjem og lede videre efter kniven, for Don Pablo har ikke nogen kniv i maven!
Jubiiiih!
- Men jeg konstaterede, at han har noget uro i maven. Måske det skyldes nervøsitet…
Diskret opkrævede en anden derefter de 172 euro for urgente-konsultation og røntgen, som de havde orienteret om på forhånd.
Hjem igen og alle var glade.
På email modtog jeg dagen efter journal og røntgenbilleder
Hatten af for hospitalet, der gav os en god oplevelse.
Efterskrift
Don Pablos uro i maven skyldtes uden tvivl hans godbidder med anderester og sovs. Han har en meget ømfindig mave, og ved den mindste kostforandring går det som regel galt. Et bevis på, hvor åndssvag jeg var ved at tro, jeg gjorde ham det godt med godbidderne.
Søndag blev kniven fundet under et tæppe, der lå på gulvet seks meter fra dér, hvor den faldt på gulvet. Teorien er, at Don Pablo har taget den i munden og lagt den side, så han dér kunne slikke den ren for sovsen uden at blive opdaget.
Oprindeligt var Don Pablo en herreløs hund, der blev fundet udmarvet af en familie i campoen. Han var vant til at leve af det, som han selv kunne finde på jorden.
Kommentarer
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.