Årets største taber-befolkning i EU

Når man skal skrive årets sidste klumme, er det ret naturligt at kigge tilbage på året, der gik. Ikke mindst for mig selv, der stadig er dansk statsborger, betaler skat dér og som EU-borger er resident i Spanien.

Derfor tillader jeg mig at omtale den danske befolkning som “vi” og “os”. 

Da jeg var ung “i gamle dage”, var Danmarks største fjende Sverige - altså når vi mødtes til landskamp i fodbold. Når den var overstået, hvor vi som oftest tabte, blev vi dog hurtigt gode venner igen.

Jeg husker også tilbage på de internationale kriser i min barndom, hvor min far altid sørgede for reserveforsyninger oppe på loftet. Jeg husker også et Danmark, der holdt sig på fredens sti og ikke råbte op.

Da Donald Trump i sin første præsidentperiode sagde, at han godt ville købe Grønland, latterliggjorde vi ham, og det endte med, at Trump i vrede aflyste sit statsbesøg hos os.

Når jeg skriver på vores vegne, kan jeg jo ikke tillade mig at skrive hvad-som-helst, men personligt mener jeg, at vi begik århundredets bommert, ved ikke “at lege med”. Ved ikke at bruge psykologiens kunst og i stedet at puste os op til noget, vi ikke var.

Vi fik desværre grundlagt hans had til Danmark og et ønske om hævn.

Og så blev den herre præsident igen. Man kan synes, at Donald Trump er en idiot, bindegal eller hvilke ord, pressen har yndet at bruge om ham. Men han er en mester i at lade bemærkninger sive ud under de mærkeligste forhold, for at måle reaktionerne Som for eksempel da han udtalte, at han ikke ville udelukke militære midler for blandt andet at overtage Grønland.

Den bemærkning reagerede vi så voldsomt på, at vi officielt pludseligt befandt os i den største udenrigspolitiske krise siden 2. Verdenskrig. 

Trump pustede sig op ved at sende sin søn og vicepræsident på charmetur til Grønland, og vi pustede os op ved blandt andet at sende Kong Frederik og den franske præsident Macron på en støtte-offensiv for os.

Senest har Trump så udtalt, at han vil have Grønland af nationale sikkerhedsgrunde, og denne gang må jeg rose os selv for ikke at have pustet os op i et krise-agtigt omfang.

Det er ikke kun os, Trump er blevet sur på. Det er også vores danske virksomheder, Nu har jeg ikke nogen pensionsopsparing, der er relateret til aktier i Novo Nordisk, men det ved jeg, at mange andre har. Eller i vindmøller.

Nogle medier har dedikeret en journalist til at være vågen de danske nætter for at overvåge de udtalelser, som Trump måtte sive ud. En dag vil det måske lykkes for medierne at få fingrene i en ansat i Det Hvide Hus, der kan spionere om, hvor mange gange præsidenten er oppe at tisse om natten. Og, hvis det normalt er én gang, og det en nat bliver to, er TV-kanalen klar til at bringe det som Breaking News på morgenfladen i Danmark. Det bliver så fulgt op af eksperter, der vil bringe analyser af, hvad konsekvensen kan være for præsidentens helbred.

Vores værste fjende

Vi gjorde det vist meget godt, da Nikita Khrusjtjov var på statsbesøg i Danmark i juni 1964. Det blev da også betragtet som en stor begivenhed under den kolde krig. Han blev modtaget af kong Frederik 9. og dronning Ingrid.

Sidenhen var både præsidenterne Mikhail Gorbatjov og Dmitrij Medvedev på statsbesøg hos os i henholdsvis 1988 og 2010. Gorbatjovs besøg var med til at markere en opblødning i forholdet mellem øst og vest mod slutningen af den kolde krig. 

I april 2011 tog vi imod Vladimir Putin som Ruslands premierminister. Det skete mere som et officielt arbejdsbesøg. Dengang mødtes Putin med blandt erhvervsledere og den danske regering.

Siden Putins invasion af Ukraine er vi så - tilsyneladende - blevet enige i doktrinen om, at Putins mål - efter at have indtaget Ukraine - er at fortsætte med at erobre løs i EU-landene. 

Derfor blev vi også enige om at puste os maksimalt op over for Putin. For som det hed “at skræmme Putin.” For mig selv tænkte jeg, at det da virkede noget urealistisk, når vi nærmest kun havde knaldperler at angribe med.

Jeg tror, at vores konstante kritik af Putin også gjorde ham sur på os. Det har vi så tænkt var OK, fordi Putin jo er det dummeste svin i verden. 

Nu er det bare sådan, at selvom både Trump og Putin er dumme svin, så er de altså præsidenterne for henholdsvis USA og Rusland. Putin i - fredsmæssige forstand - bakket op af Kina, som mange af os - vist nok - også hader. Om ikke andet, så de kinesiske elbiler …

Nu er krig jo ikke kun soldater, krudt og kugler. Vi har i høj grad smagt på, hvad hybridkrig kan være og blive. For eksempel at Putin skulle være blevet så sur på os, at han en dag skulle finde på, at sabotere strømforsyningen i hele Danmark, nogle livsvigtige rørledninger eller - hvem ved - fylde Storebæltstunnelen med vand. Eller måske sabotere den Ukrainske krudtfabrik, som vi syntes var en rigtig god idé, Zelinsky skulle have hos os?

Vil det være handlingerg, der udløser NATO-Alliancen berømte paragraf 5 med “én for alle og alle for én”? Ville Trump uden tøven komme os til hjælp?

Rent egoistisk har jeg det nok lidt sikrere ved at være bosiddende i Spanien, der har forholdt sig mindre aggressivt over for Putin.

Men mit hjerte banker stadig for mit fædreland, hvor én af mine døtre, flere børnebørn, familie og størstedelen af mine Amigos bor.

Er det virkelig vores ønske, at vi i andres øjne fremtræder som en konfliktsøgende, aggressiv og også arrogant dansk befolkning uden empati?

Det er ikke mit.

Jeg ønsker dig en god weekend.
Torben Wilkenschildt