Maj med sne og blæst
Skrevet af , tor, 22/05/2014 - 10:12
Vejr og natur
Bedst som vi troede, sommeren var over os, er Spanien ramt af et nyt lavtryk med regn, blæst og sne. 12 regioner var i går i forhøjet beredsk...
Bedst som vi troede, sommeren var over os, er Spanien ramt af et nyt lavtryk med regn, blæst og sne. 12 regioner var i går i forhøjet beredskab på grund af storm, høje bølger, sne og torden, mens andre dele af landet lider under den værste tørke i mands minde.
Et usædvanligt kraftigt vejrmix satte i går landet på den anden ende. Mens den sydøstlige del fortsat stønner under kraftig tørke, blev indbyggerne i de nordlige egne i går på ny mødt af sne, blæst og torden.
Aragón og Catalonien var i næsthøjeste niveau på grund af storm og torden, og i Pyrenærerne faldt der sne i højder over 1.500 meter. Menorca har været ramt af kraftig blæst og høje bølger, der har ført til skader på lystbådehavne, skibe og bugter.
Landmænd både jubler og sukker
Men det ”dårlige vejr” er ikke skidt for alle. For mens ”godt” vejr kun er godt for nogen, kan landmændene i de nordlige egne glæde sig over, at der er faldet store mængder nedbør til sikring af både vandforsyningen og afgrøderne, mens deres kolleger i de sydøstlige egne er truet af tørke og vandmangel - efter mange måneder med ”godt” vejr.
Strækningen fra Castellón til Almería er hærget af den værste tørke i 150 år, efter at der stort set ikke er faldet en dråbe regn hele vinteren. I Murcia er omkring 25.000 hektar landbrugsjord ramt af tørke.
Gammelt ordsprog får ret
Spanien er et af de lande, der har de største klimatiske forskelle: Mens det er tørt og varmt i den sydøstlige del, kan den nordvestlige del være ramt af storm og silende regn, som det har været tilfældet denne vinter.
Som ordsproget siger; ”hasta el 40. de mayo no te quites el sayo” Indtil den 40. maj (10. juni) skal du ikke tage overtøjet af...
I dag bliver Galicien meget overskyet, imens resten af landet får let eller ingen skyer. Den nordvestlige og den centrale del af landet får regn, imens tørken fortsætter i øst.
Dagtemperaturen stiger en smule fra i går i det sydlige og østlige Spanien. I Málaga-provinsen er der risiko for tordenbyger.
Madrid, letskyet, byger, 8 - 17 grader, Barcelona, opklaring, 16 - 21 Valencia, sol, 15 - 24, Málaga, opklaring, 13 - 21 grader.
Vejr i Spanien, torsdag kl. 15:00
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.