Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Bank suspenderet fra børsen

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 25/05/2012 - 12:13

Penge & Forbrug Samfund og Politik


Det spanske børstilsyn, Comisión Nacional del Mercado de Valores (CNMV), har med øjeblikkelig virkning supenderet Bankias aktier for notering...

Det spanske børstilsyn, Comisión Nacional del Mercado de Valores (CNMV), har med øjeblikkelig virkning supenderet Bankias aktier for notering på børsen i Madrid. Baggrunden er overraskelsen om endnu større kapitalbehov end oplyst for kort tid siden.


CNMVs beslutning kommer efter anmodning fra Bankias topchef, Jose Ignacio Goirigolzarri, der foreslår, at denne fredag bruges til den endelige afklaring af Bankias endelige kapitalbehov.


Lige før åbningen

Topchefen anslår, at banken har yderligere behov for 15 milliarder euro og det er vel at mærke ud over de 4,465 milliarder euro, som Bankia allerede har modtaget som en delvis nationalisering.


Beslutningen om at af notere Bankia fra børsen i Madrid, blev truffet få minutter inden børsen åbnede kl. 9:00.


I CNMVs meddelelse lød det, at man suspenderede Bankias notering med øjeblikkelig virkning på grund af de usædvanlige omstændigheder, der kunne hindre en normal handel med bankens aktier. Det blev ikke oplyst, hvornår noteringen ville blive genoptaget.


Bankias holdingselskab, BFA, er også blevet suspenderet.


Bankia-aktien faldt i går med 7,43 procent


Da prisen på aktien faldt med 28 procent torsdag den 17. maj, undrede mange sig over, at CNMV ikke supenderede den. Hertil har bestyrelsen udtalt, at man kun kan suspendere en aktie, når der foreligger informationer, som ikke alle aktionærerne er bekendt med.


De nye krav

Som nævnt meddeler banken, at der er et yderligere kapitalbehov på 15 milliarder euro, når der også tages højde for regeringens ny soliditetskrav til bankerne. Revisionsformaet Deloitte har været med til at foretage beregningerne.


Økonomiminister Luis de Guindos meddelte onsdag, at regeringen er parat til at yde alt den hjælp, der er brug for.


For at sanere Bankias beholdning af dårlige boliglån, skal der bruges 7,1 milliarder euro, og for at imødegå riskoen ved nuværende jordbesiddelser og byggerier, er der behov for yderligere 1,9 milliarder


Skal Bankia have et revisor-godkendt regnskab, skal der afsættes tæt på 3 milliarder til dækning af skattekreditter.


Endelig skal der afsættes andre 3 milliarder euro til afdækning af enhver tænkelig risiko inden for boliglån, udlån til private og virksomheder samt genfinansieringsordninger.


Udrensning

Med i planerne ligger også en udskiftning og reduktion af bestyrelse og ledelse af Bankia, som jo er etableret ved fusion og derfor har mange mere eller mindre duelige med i lasten.

Økonomiministeren udtalte forleden, at det er en forudsætning for at kunne tiltrække investorer i fremtiden.


Ballade

De fleste økonomer er enige om nødvendigheden af, at hånden holdes under det spanske banksystem.


Men samtidig er det en svær kamel at sluge for de mange arbejdsløse og alle de andre spaniere, der med regeringens hårde nedskæringer, har fået begrænset deres økonomiske rådighedsbeløb.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.