Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Benådet pædofil-fange anholdt

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 06/08/2013 - 10:25

Krimi og katastrofe


Den benådede spanske pædofil, Daniel Galván Viña, som sidste uge blev løsladt fra et marokkansk fængsel, blev i går anholdt i Murcia i de...

Den benådede spanske pædofil, Daniel Galván Viña, som sidste uge blev løsladt fra et marokkansk fængsel, blev i går anholdt i Murcia i det sydøstlige Spanien. Misforstået venlighed var årsag til, at den farlige pædofile blev sat på fri fod.

 

Galván blev i 2011 idømt 30 års fængsel af en marokkansk domstol for voldtægt og andre seksuelle overgreb mod 11 mindreårige drenge - alle i alderen fire til femten år. Han optog desuden overgrebene på video. Sidste uge blev han så pludselig løsladt sammen med 47 andre spanske statsborgere efter en benådning fra den marokkanske kong Mohamed VI.

 

Men løsladelsen af Galván fremkaldte en bølge af protester, og landets konge besluttede derfor søndag at tilbagekalde benådningen og udstede en arrestordre.

 

Benådningen af de 48 spanske fanger kom efter en ansøgning fra Mariano Rajoys regering, som havde søgt om overførsel af 30 spanske fanger – deriblandt Daniel Galván – til afsoning i spanske fængsler samt benådning af 18.

 

Farlig venlighed

Men den marokkanske regering ønskede at vise en venskabelig gestus over for det store land i nord og benådede alle 48. Meget tyder derfor på, at der er sket en fejl fra den marokkanske regerings side.

 

Daniel Galván Viña arbejdede fra 1996 til 2002 på Universitetet i Murcia på fakultetet for Internationale Relationer og er ifølge kilder fra universitetet en person med store sprogkundskaber – specielt arabisk, skriver 20minutos.


Spanske medier har været fremme og gisne om, hvorvidt manden har en falsk identitet. Nogle har endda rapporteret, at der er tale om en iraner, der har arbejdet som meddeler for de spanske myndigheder, og at det er derfor, man har bedt om at hente manden ”hjem” til Spanien.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.