Kultur, natur og eventyr
Skrevet af , søn, 08/06/2014 - 00:05
Ferier ved stranden eller poolen er ikke længere moderne. Nu skal folk på aktive ferier, hvor kroppen bliver taget i brug eller ud og opleve noge...
Ferier ved stranden eller poolen er ikke længere moderne. Nu skal folk på aktive ferier, hvor kroppen bliver taget i brug eller ud og opleve noget kulturelt. Måske er det derfor, flere hundredetusinder hvert år tager turen til Santiago de Compostela ad den berømte pilgrimsrute.
El Camino de Santiago - eller noget enklere Caminoen - er navnet på en flere hundrede år gammel pilgrimsrute, der går til katedralen i Santiago de Compostela.
Før var rejsen en måde at komme i kontakt med Gud på. I dag bruger mange turen som en god undskyldning til at komme på en lang og mere eller mindre udfordrende vandretur i smukke omgivelser.
De mest kendte pilgrimsruter fra Frankrig
Takket være teknologiens udvikling er der i dag en anden måde at opleve ruten på, hvis man ikke har tålmodigheden eller tiden til at tage ruten på gåben, som pilgrimmene gjorde i 1500-tallet. Mange hopper nemlig på jernhesten og cykler ruten.
En levende hest kan også bruges eller endda et æsel, som den engelske rejsebogsforfatter Tim Moore har gjort det.
En gruppe tager turen på cykel
Sammen med ruter til Rom og Jerusalem var Caminoen en af de vigtigste pilgrimsruter for kristne i Middelalderen. Målet er katedralen i Santiago de Compostela. Legenden lyder, at Jakob (Santiago på spansk), en af Jesus disciple, er begravet i katedralen. Hans lig skulle være blevet sejlet til byen i Nordspanien fra Jerusalem.
Målet er den berømte katedral
Puente la Reina (Dronningens bro) møder du måske på vejen
Ifølge traditionen går en pilgrimsrute fra ens eget hjem og til destinationen. Der er dog en række ruter, som er officielt anerkendt som Caminoens hovedruter. Ruten var velbesøgt i Middelalderen, men efter pesten og den protestantiske reformation blev den brugt langt mindre.
Det er en lang tur, så der er tid til at nyde omgivelserne
I dag er ruten igen blevet utroligt populær. Nu er det dog mere blandt moderne pilgrimme og andre eventyrere, som ikke nødvendigvis har religiøse motiver til at gennemføre den lange rejse. I 1985 ankom 690 pilgrimme til katedralen. I 2013 tog hele 215.880 turen. Det betyder, at næsten 600 færdiggør ruten hver eneste dag.
Menneskets bedste ven kan sagtens klare turen og hjælpe lidt med bagagen
Følg muslingen
Kammuslingen er symbolet for Caminoen. De kan findes langs strandene i Galicien, og pilgrimmene tog i gamle dage gerne en musling med hjem som souvenir. Efterhånden blev muslingen et bevis på, at man havde gennemført rejsen.
Symbolet for Caminoen
Muslingen er også en slags metafor for rejsen. Sprækkerne i muslingerne repræsenterer de forskellige ruter, som alle mødes samme sted. Skallen kan ses langs ruterne på pæle, så pilgrimmene bliver guidet i den rigtige retning.
Der er flere legender om betydningen af muslingeskallerne. Ifølge en af historierne sank skibet, der bragte Jakobs lig fra Jerusalem til katedralen, i en storm ud for Santiago de Compostelas kyst. Efter et stykke tid dukkede liget op på stranden, hvor det lå dækket af muslingeskaller.
Se du sådan en pæl, er du på rette vej
Caminoens mange ruter
Pas på, hvor meget du propper i tasken
Den mest populære rute er Via Regia eller Kongevejen, som i princippet går helt fra Rusland. Oftest starter folk dog på den sidste del af ruten 'Camino Frances' eller "den franske vej". Vejen går over Pyrenæerne og videre gennem det smukke Nordspanien.
Alle veje ender i... Santiago de Compostela
Vil du på en udfordrende tur uden at skulle bruge hele måneder på rejsen, er det mest almindelige at starte ved Pyrenæerne på cykel. Det skulle ikke tage mere end fjorten dage, og det kan endda klares på ti dage, hvis du er i nogenlunde form.
Du møder meget forskelligt landskab - noget minder ligefrem om Danmark
Du kan nå godt op i højderne på turen
Et af de mest populære startsteder for cyklister er byen Roncesvalles på den spanske side af Pyrenæerne. Så slipper man også for at skulle lege Tour de France-rytter på de stejle landeveje over den spansk-franske bjergkæde.
Bestemt ikke nogen dum udsigt!
Hvor sover jeg henne?
Langt fra luksus, men det er drønbillig overnatning og meget socialt
Du behøver ikke at sove under åben himmel på rejsen. I Spanien, Frankrig og Portugal er der "albergues" eller herberg langs ruten til de mange pilgrimme på eventyr. De tilbyder billige overnatningsmuligheder, men kun for en enkelt nat, og du skal huske pilgrimspasset for at være berettiget. Det vender vi tilbage til.
En lang rejse forude
Du slipper normalt med otte euro for en overnatning, men det forventes også, at du er ude igen klokken otte næste morgen. Omvendt nytter det jo heller ikke noget at ligge og snue, når du har en Camino, der skal erobres.
Juhuuuu - kun 790 kilometer igen
Husk pas
Inden afrejsen til pilgrimsruten anskaffer man sig et pilgrimspas. Det er et lille hæfte med plads til stempler fra kirker, herberger, cafeer og restauranter på ruten, der alle har et stempel med deres navn på.
Meningen med passet er, at du på pilgrimskontoret i Santiago de Compostela kan bevise, at du har fuldført rejsen.
Du får stempler langs ruten, som bevis på at du har været der
Pilgrimskontoret ved katedralen har travlt hver dag
Du skal cykle mindst 200 kilometer eller gå 100 kilometer for at være berettiget til en 'compostela', som er et certifikat, der beviser, at du har gennemført. Det betyder, at det billigste du kan slippe med, hvis du vandrer ruten, er fra byen Sarria i Galicien.
På pilgrimskontoret skal du svare på, om din begrundelse for at gennemføre rejsen var af religiøse eller andre årsager. Du får kun en 'compostela', hvis du svarer religiøse eller begge dele. Har du ikke en religiøs årsag, får du et simplere certifikat.
Den enorme katedral bliver besøgt af hundrevis af mennesker hver dag
Målet med rejsen
Katedralen i Santiago de Compostela er bygget i gotisk stil mellem årene 1075 og 1211. Tårnet er åbent for offentligheden, så hvis du tør bevæge dig op af de snoede trapper, kan du nyde udsigten fra det højest punkt i byen. Der er en forrygende udsigt herfra over den nordspanske by, som strækker sig helt hen til de nærliggende bjerge.
Vejen op til katedralens top er ingen let tur
Hver dag klokken 12 er der messe for de mange pilgrimme, der har fuldført deres rejse. Har du fået dit compostela dagen forinden, bliver dit navn læst op under messen. Navnene bliver læst i rækkefølge efter nationalitet, så du kan høre om andre danskere har fuldført ruten samme dag.
Der er ingen tvivl om, hvad byens blikfang er
Når der er pilgrimsår, er der ekstraordinært mange til stede ved messe i katedralen. Et pilgrimsår bliver annonceret, hvis Santiagos dag eller Jakobs Dag, som er den 25. juli, falder på en søndag.
Sidste pilgrimsår var i 2010, og der blev afholdt fire messer hver eneste dag på grund af de mange besøgende. Hele 272.000 pilgrimme gennemførte ruten det år. Næste pilgrimsår er i 2021, og man forventer, at besøgstallet bliver rekordhøjt.
Folk hygger sig på en fortovscafé ved katedralen
Højdepunktet under messen er, når røgelseskarret 'Botafumeiro' bliver taget i brug til lyden af Santiago-hymnen.
Den søde duft af røgelse
Det enorme røgelseskar Botafumeiro er blevet brugt ved messerne i katedralen siden 1100-tallet, og fremgangsmåden er den samme som for de mange hundrede år siden.
Karret er fyldt med røgelse, som bliver antændt, hvorefter Botafumerio bliver hejst op og får en svingtur gennem katedralen, så en sød duft breder sig i kirken. Røgelseskarret bliver svunget ganske langsomt frem og tilbage, så man kan se røgen brede sig.
Den oprindelige årsag, til at Botafumeiro blev taget i brug, var for at dulme stanken fra de mange beskidte pilgrimme, der nok ikke ligefrem dufter af roser og violer efter en ugelang vandrertur.
En 900 år gammel tradition
Otte mænd i røde klæder svinger Botefumerio af sted. Mændene kaldes for "tiraboleiros", der stammer fra galicisk og kan oversættes til røgelsesbærere. Det er et ærefuldt hverv.
Kar fløj ud af vinduet
Ritualet er dog ikke uden problemer. I 1600-tallet, da karret hang på en krog, gik det galt. De begyndte at svinge med Botafumeiro'en, men så hoppede det store, tunge kar af krogen og fløj ud gennem et vindue. Uheldigvis var Prinsesse Catalina af Aragon til stede ved netop denne gudstjeneste, så det var en noget pinlig affære.
Karret indeholder 40 kilo kul og røgelse
Det duer ikke med en krog, fandt man ud af. Den nuværende kran-agtige installation med et reb i loftet er blevet brugt siden 1600-tallet. Rebet er sat så højt oppe, at det er muligt at svinge røgelseskarret ganske langsomt gennem katedralen.
Rebene bliver skiftet ud hvert tyvende år for at være på den sikre side, men alligevel kan der stadig ske uheld. Der har været mindst fire episoder, hvor karret er faldet på jorden. Det seneste skete i 1937, da rebet knækkede, og karret faldt ned og ramte kirkegulvet, så kul og gløder fløj til alle sider.
Held og lykke på rejsen
Buen Camino!
En enlig pilgrim i det spanske landskab
Har du fået mod på at prøve Caminoen, så ønsker vi dig selvfølgelig en buen camino!
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.