Død dansker på køl i månedsvis
Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 22/10/2012 - 10:46
Samfund og Politik
Mange vælger at flytte fra Danmark og nyde livet i solen, men på et tidspunkt skal vi jo alle herfra. Her tager pårørende over og sørger fo...
Mange vælger at flytte fra Danmark og nyde livet i solen, men på et tidspunkt skal vi jo alle herfra. Her tager pårørende over og sørger for en værdig afslutning. Men hvad nu hvis der ikke er nogen?
Ingrid Aaris Jensen lå på køl i over tre måneder i Benalmádena, mens hendes to veninder desperat forsøgte at finde en løsning, så der kunne komme en afslutning.
Uværdigt
- Det kan jo ikke passe, hun skal ligge der! Det er jo uværdigt, og det kan jo ikke være første gang, at nogen uden pårørende dør. Jeg kan ikke forstå, at en dansker bare skal ligge der og ikke kan få lov til at blive begravet, siger Bente Gottlieb-Grundahl hovedrystende.
Sammen med Inga Finsen stod Bente Gottlieb-Grundahl for at hjælpe den kræftsyge veninde, Ingrid Aaris Jensen, med alt i de sidste måneder af Ingrids liv. Hun havde nemlig hverken pårørende eller penge.
Hør interview med Bente Gottlieb-Grundahl her
Ingrid blev til sidst indlagt på Hospital Costa del Sol og nåede i aller sidste øjeblik at komme på Cudeca; et cancerhospice i Benalmádena, for terminalt syge kræftpatienter, hvor man gratis kan tilbringe sin sidste tid. Her fik Ingrid en plads den 5. juli. Dagen efter døde Ingrid. Hun blev 77 år.
Hvem skal betale?
Endelig havde Ingrid fået fred, men først nu startede dramaet – i hvert fald for de to veninder, der stod tilbage. For uden penge og pårørende, hvem skal så betale for begravelsen?
Inga Finsen har siden den dag i starten af juli forsøgt at finde en løsning. To gange har hun ringet til Udenrigsministeriets borgerservice i Danmark, der har lovet, at det skulle Inga ikke bekymre sig om; det skulle de nok finde ud af. Men intet skete. Det danske konsulat i Málaga var heller ikke til meget hjælp. Her har Inga ringet til adskillige gange og fået besked om, at de nok skulle vende tilbage med svar. Men det er endnu ikke sket.
Lighuset i Benalmádena har hun også været i kontakt med løbende. Det koster nemlig 60 euro i døgnet at ”ligge” der, så det er efterhånden løbet op i at blive en hel del dyrere, end hvad en almindelig begravelse løber op i. Senest har folk fra lighuset kontaktet konsulatet i Málaga for at få en autorisation til at begrave Ingrid, men det er ikke lykkedes.
Spanien har ansvaret
Og hvad gør man så? Spanien i Dag ringer til Udenrigsministeriets borgerservice fredag eftermiddag.
- Når en dansker har taget fast ophold i udlandet, gælder det nye lands regler, og det er dermed i dette tilfælde spanske myndigheders ansvar, forklarer vagthavende ved Udenrigsministeriets borgerservice, Henning Nielsen.
Så langt, så godt. Konsulatet er ikke rigtig til at få fat på, men inden vi når at komme videre, ringer Inga.
- Jeg er lige blevet ringet op af lighuset i Benalmádena. De siger, at Ingrid bliver begravet i dag, fortæller en tydeligt lettet Inga Finsen.
Inga ved ikke hvor hendes gamle veninde bliver begravet. Ej heller ved hun, hvem som i sidste ende endte med at betale, men det var i sidste ende de lokale myndigheder i Benalmádena, der endte med at give autorisation til at få afsluttet sagen.
Efter tre måneder og to uger på køl fik Ingrid Aaris Jensen endelig fred. Og det samme fik også de to veninder.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.